Leopard heels

maj 5th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Personal | Shoeporn - (0 Comments)

Sidste fredag var vi ude for første gang uden baby. Vi skulle til fødselsdagsmiddag og det var sans enfant.

Det var både skræmmende og skønt på en og samme tid. Det var rart at blive dresset lidt op, komme i en kjole der ikke kan tåle gylp og et par høje hæle, der ikke kunne traves i.

Vi var ude i hele 3,5 time og jeg fik et glas champagne. Nøj det smagte godt.

Har siden ikke nænnet at pakke mine sko væk, ved jo ikke hvornår de kommer på igen…

De er desuden fra Isabel Marant, hvis nogle skulle spørge.

A week ago we had the first night out without baby. Equal parts scray and great. I wore these heels and haven´t put them back in their box yet as I don´t know when they´ll be allowed out again.

#Ihavemebraced

maj 4th, 2017 | Posted by Miss Betty in Jeg anbefaler | Personal - (0 Comments)

Forleden formiddag faldt jeg over den her dokumentar, der er at finde på Netflix, og den ramte sgu.

Måske I husker billederne af australske Taryn Brumfitt der gik totalt viralt for et par år siden. Hun lagde et før og efter billede op af sig selv. Før billedet var hende som slank, bodybuilder type, efter var hende nøgen i hendes mom body. Det var hendes reaktion, på hvordan alle hendes veninder m.m. altid talte negativt om deres krop, var utilfredse med den, og det syntes hun var forkert.

Dokumentaren handler om Taryn og hendes historie, hvordan hun fandt ro i sin egen krop, og hvordan andre kvinder verden over har gjort det samme. Hvad enten de er kurvede, har handicap eller bare ser lidt anderledes ud. Hun berører vigtige emner som anoreksi, selvhad og ikke mindst mediernes forestilling af hvad en perfekt krop er lig med, og hvad alle “burde” stræbe efter at se ud, og hvordan det smitter af på små piger.

Jeg husker selv, fra en meget tidlig alder hvor opmærksom jeg var på min krop og min vægt. Altså vi taler 6-7 år her. Allerede der vidste jeg at det ikke var godt at blive kaldt tyk, og desværre vidste dem der gerne ville drille, at kalde en tyk, ramte det helt rigtige sted. Jeg blev kaldt tyk en del gange…

Jeg husker engang hvor jeg vandt en tegnekonkurrence. Præmien var chokolade, og selvom jeg burde være stolt og glad over at have vundet sådan en sej præmie, så havde jeg dårlig samvittighed hver gang jeg gik ombord i gavekurven. Det er sgu da helt skævt. Jeg kunne finde på at stå og hoppe i min seng imens jeg spiste et stykke chokolade på mit værelse, for så forbrændte jeg kalorier imens.

Det siger noget om hvor tidlig en alder piger især bliver bevidst om deres kroppe, bliver bevidst om hvad medierne har godkendt som den “rigtige” krop og hvor meget det påvirker dem. Jeg kan selv i en alder af 38 blive helt deprimeret når jeg bladrer igennem et modeblad, selvom jeg udemærket ved at de piger der bliver brugt, dels er halvdelen af min alder, dels ikke repræsenterer normen og dels er photoshoppet til døde. Men det kan stadig få mig til at tænke “hvis bare jeg liiiige tabte mig x antal kilo”. Den følelse dukker i den grad også op når man står og prøver tøj. Hold der er ikke lavet meget der fungerer hvis du har lidt hofter, bagdel, mave, barm. Jeg ved godt at jeg ikke kan sammenligne min pre graviditetskrop med min nuværende, men det kan sgu da ikke være rigtigt, at det eneste man kan iføre sig er oversize tingene når man sådan set bare er en gennemsnitlig kvinde. I ved, dem der er pænt mange flere af end dem i bladene.

Lige netop min nuværende krop er jeg i gang med at slutte fred med. Jeg er ikke på min pre graviditetsvægt, men omvendt så er det altså også kun 5 måneder siden at jeg satte et liv i verden. Altså, jeg har for helvede da bygget et menneske. Den slags kræver altså lidt. Til gengæld går jeg lange ture hver dag, løfter og bærer rundt på et 6,5 kgs baby og desuden har et kejsersnit der tager ca 1 år at komme sig over, og når jeg sætter det i perspektiv, så kan jeg sgu godt leve med den krop jeg har. Mit mål nu er at være sund og stærk, og hvis det betyder stor bagdel og blød mave, so be it.

Derudover er jeg blevet super bevidst om hvad jeg siger til Alice. Ja, hun er verdens smukkeste baby – det ved I jo godt – men hun skal ikke blive hængt op på det visuelle i mennesker. Nej, hun skal være stolt over at være klog, sjov, en god ven, hjælpsom osv og det er det hun skal bedømme andre på. Ikke om de er tykke, tynde, høje, lave, har en anden hudfarve eller ser lidt anderledes ud.

Desuden tænker jeg at, hvis Leonardo DiCaprio kan være et sexsymbol med sin dad-body (uden at være dad vel at mærke), så kan kvinder satme også være det med den krop de nu engang har. Og det hvad enten de har født eller ej. Fred være med det hvis man ønsker at se helt tight ud – der skal være plads til os alle – men jeg gider ikke være helt hys med min mad, jeg gider ikke træne hver evig eneste dag og jeg ved at mit liv ikke bliver bedre af at tabe 5 kg. Næ, det er sgu pænt godt som det er nu, og så er der endda plads til fransk nougat og mayonnaise (altså ikke sammen).

Men tag og se dokumentaren, og kom endelig med feedback.

I´ve just watched the documentary Embrace was deeply moved by it. It generated a lot of thoughts on how I view my body, how society dictates the wrong image for women of how a body should look like and how I want my girl, Alice, so grow up and her relationship with her body.

Watch it and please feel free to comment.

Min fødselsberetning

april 15th, 2017 | Posted by Miss Betty in Personal - (4 Comments)

Puh, den har været længe undervejs. I har fået lidt brudstykker her og der, men nu synes jeg at tiden er inde til at fortælle hvordan Alice kom til verden. For det var sgu ikke en bumpfri tur hun tog. Tværtimod.

Det er også grunden til at det har taget noget tid. Har haft samtaler med jordmoderambulatoriet, min læge, vores sundhedsplejerske og ikke mindst senest fødselslæge inde fra Riget. Jeg har haft en del spørgsmål til min forløb, som først nu er blevet besvaret, og efterfølgende har brikkerne lige skulle falde på plads.

Men lad os begynde på historien om Alice.

Som I ved, fik jeg konstateret svangerskabsforgiftning i uge 32, og det betød masser af checkups hos både læge og på fødselsafdelingen. Det betød også, at jeg ikke måtte gå over tid, og faktisk blev sat i gang da jeg var 37+1.

Så lørdag d. 10. december kl.10 mødte min mand og jeg op på afdeling 4023 med oppakning til både baby og os. Jeg fik taget blodtryk, kørt EKG og tjekket igennem, hvorefter jeg blev udstyret med et skema for de vefremmende piller jeg skulle tage hver anden time. Så var vi i gang. Efter 6 timer gentog seancen sig. Blodtryk, EKG, tjekop…ingen ændring. Nyt sæt piller. Alt imens fik jeg lov at smage på Rigets kulinariske specialiteter og min mand fik besøgt 7/11 en del gange.

Dag 1 – ingen veer, ingen baby.

Søndag gentog lørdagens udfoldelser. Piller hver anden time, blodtryk, EKG, tjek hver 6. time. Da vi når hen af eftermiddagen og er der fortsat ikke er sket noget. Som i absolut intet. Jeg får da besked om at jeg skal have et ballonkateter op. De estimerer det til ca kl 18. Jeg bliver hentet kl. 22.45. For ja, vi kunne i den grad mærke at personalet var presset. Som i top presset. Normalt har man et EKG siddende om maven i ca 20 min, men jeg tror mit i gennemsnit sad på i en lille time. Altså en lille time, hvor du bare ligger så stille som du overhoved kan og glor op i et loft, for den mindste rumsteren kan lave kludder i læsningen af hendes hjerterytme.

Men jeg kommer ind på stuen, rimelig træt og efterhånden også lidt frusteret over den lange ventetid, og at der fortsat ikke var udsigt til ankomsten af en baby. Jeg bliver modtaget af en læge og to jordemødre. Den ene jordemoder spørger mig hvor min moderkage er, som noget af det første. Hvor pokker skulle jeg vide det fra?!?

Nå, jeg får at vide at det er lidt ubehageligt at få sat et ballonkateter op, men at det er hurtigt overstået. For lige at forklare, så er det en lille ballon man sætter op i livermoderen og fylder med 50 ml vand for at livmoderhalsen skal udvidde sig.

Det er den ene jordemoder, der skal sætte det op, og lægen skal dirigere, da det ikke er noget hun har gjort før. Så imens jeg ligger der, pænt sårbar, pænt træt, pænt frustreret, hører jeg følgende sætninger: “jeg kan ikke få den på plads, rammer jeg rigtigt, jeg kan ikke se noget, kan du hjælpe”, og det tilsat at det gør VIRKELIG ondt, bliver oplevelsen for meget for mig, og tårerne begynde at trille. Den anden jordemoder kommer ind, og ser at jeg græder, hvortil hun tager min hånd, og til sidst ender det med at lægen tager over. Jeg får tøj på og bliver hentet af min mand.

De næste par timer er noget blurry for mig, for så kommer smerterne. Til at starte med tror jeg at det er veer, så jeg forsøger mig med masser af vejrtrækningsøvelser, men smerterne kommer for hurtigt, så min mand henter en jordemoder. Hun siger, at det ikke er veer, men blot livmoderen der arbejder med ballonen, så jeg får deres famøse smertecocktail, og så går hun igen. Men smerterne bliver værre og værre og tilsidst er jeg ved at besvime af dem. Mine ben giver sig, det ringer for ørerne og det sortner for øjnene. Min mand henter jordemoderen igen. Imens ligger jeg og er ved ar vride gelænderet på min seng af led pga smerte. Da jordemoderen kommer ind, kan hun godt se at den ikke er helt god, og de beslutter sig for at tage 10 ml. af vandet ud fra ballonen, da min livmoder ikke samarbejder. Da hun har gjort det, falder jeg omkuld.

Næste morgen (altså mandag, 3.dagen) gentager lørdag og søndags scenarium sig. Blodtryk, EKG, tjek. De beslutter sig for at tage vandet da jeg dårlig nok har udviddet mig 1 cm.

Først forsøger en jordemoder (jeg tror dette er nr 10 af slagsen) at gør det selv, men uden held, så hun henter en kollega, og jeg bliver ført ned til et lille rum. Først forsøger jordemoder nr 1, men de bliver enige om at bytte, så jeg ender med en der nærmest ligger ovenpå min mave og trykker, og den anden prøver at få hul på hinden. Det gør så ondt og er så voldsomt at jeg grædende må bede dem stoppe. De stopper, vi tager en pause og så går de i gang med at remse andre muligheder op. Efter et par minutter nævner de noget der hedder en kattepote, som de kan kan kredse hul med, og jeg beslutter at det gør vi. Så må jeg imens sætte min bevidsthed på pause og tage en dyb indåndning. For dælen det gør ondt, de kæmper men det lykkes til sidst. Jeg får besked om at gå ned og få lidt søvn, og så vil jeg blive kørt til fødselsgangen ved 15 tiden.

Det sker dog først ved 18 tiden, og da jeg fortsat ikke har fået veer eller lign. ryger jeg på vefremmendedrop. Men naturligvis ikke uden blodtrykstagning, EKG og diverse tjeks.

Jeg er nu ved at være en smule tyndslidt både fysisk og psykisk. Heldigvis er min mand ved min side hele tiden, og det er jeg satme glad for, for jeg aner ikke hvad skulle have gjort uden ham.

Ved 01 tiden får vi besked om at jeg får en pause, så vi kan få sovet. Der er stadig ikke kommet det der ligner en ve, og beskeden er at vi forsøger igen i morgen. Altså dag 4.

Jeg sover af helvede til. Ligger ikke godt, har drop og nåle i hånden og der er lysende apperater der blinker og bipper. Tilsat overtræthed, mega frustration, frygt, sult og hvad man ellers kan finde på. Jeg syntes kort sagt ikke, at det er særlig fede tider.

Klokken 7 næste morgen, hvor jeg allerede har været vågen i halvanden times tid, kommer der en ny jordemoder ind. Hun hedder Louise. Hun er smilende og glad, og noget af det første hun spørger om, er om ikke vi skal have en fødselsdag i dag. Det kan jeg kun give hende ret i. Hun forklarer mig, at vi skal køre en gang ve-fremmende drop her til formiddag, og sker der ikke noget, så hedder det kejsersnit. Min mand og jeg er så glade, for endelig er der lys for enden af tunnelen. Han får en hurtig bid morgenmad, det må jeg ikke i tilfælde af kejsersnittet og bagefter tager han hjem efter nyt tøj.

Imens spiller jeg Candy Crush på ipaden imens kvinder føder børn på stuerne ved siden af mig. Og nej, jeg har stadig ikke fået en ve.

Der kommer en fødselslæge ind sammen med Louise, og de går i gang med den efterhånden sædvanelige rutine. De konstaterer igen at jeg ikke har udviddet mig, som i slet ikke, og så forklarer de mig at jeg skal gøre mig klar til akut kejsersnit inden ikke alt for længe, så jeg skal nok se at få min mand retur.

På det tidspunkt kunne de have sagt, at jeg skulle ofre min højre arm for at få hende ud, og jeg havde sagt ja, så desperat var jeg. Eneste problem var at jeg ikke anede en pløk om hvad et kejsersnit gik ud på, for ingen har været villige til at tale om det. Ikke til fødselsforberedelsen, ikke hos jordemoderen, ikke til igangsættelsesamtalen, ikke undervejs i vores pænt lange forløb.

Men ca 13.30 bliver vi hentet, og ført ned til operationsrummet. Det er fyldt op til randen med mennesker. Tror vi talte det til 12 stk af diverse læger, sygeplejesker og jordemødre. Jeg bliver hooket op til diverse apperater, min mand får at vide at han ikke må røre noget, og så går showet i gang. Jeg får det lidt dårligt undervejs, men kl. 14.15 den 13. december 2016 kom vores lille Alice ud. Hun sad dog så godt fast, at de måtte have hende ud med sugekop, og det tog lige et par sekunder før hun kom i gang, da hun lige skulle have lidt ilt inden vi fik hende over. Og hun er perfekt. Som nævnt, fik hun mellemnavnet Lucia da hun blev født på Lucia dagen, men ikke nok med det, så går der et Lucia optog forbi operationsstuen imens vi er i gang. Det er jo meant to be.

Jeg bliver syet sammen, og så bliver vi kørt på opvågningsstuen, som så ikke har fået besked om at vi kommer. Så der er lidt forvirring, og nogle irriterede sygeplejesker der skal have styr på nogle sager inden jeg får en lind strøm af saftevand og toastbrød med smør sendt i min retning. Jeg er så sulten.

Jeg aner ikke hvor længe vi er på opvågning, men jeg får begyndt på noget amning osv.

Efter lidt tid bliver vi kørt på barselsgangen og installeret på en dobbeltstue med et andet par.

Jeg får pillet min kateter ud, og skal op og stå rimelig hurtigt. For fanden det gør ondt. Det niver i hele kroppen, men op kommer jeg, og jeg kommer også ud og tisse. Stor ting! Lidt senere ruller jeg en lille tur sammen med en sygeplejeske og Alices kryppe som rollator. Fancy. Jeg får givet hende lidt mere mad. Den slags man sidder og tager tid på og håber varer længe nok til at hun får noget i sig.

Om natten vågner hun, og et eller andet primalt tager over i mig. Jeg rejser mig op, tager mit barn i favnen og vralter ud ud i pulserummet. Først derude går det op for mig hvor ondt det gør i mit ar, plus Alice begynder at græde og det hele bliver lidt overvældende. At sidde på en puslestue efter hele forløbet med vores lille, grædende pige i armene midt om natten, totalt udmattet uden egentlig at vide hvad der sket det sidste døgn. Heldigvis kommer der en sygeplejeske til min undsætning. Hun spørger til det hele, og siger hurtigt om ikke hun skal tage Alice, så jeg kan få et par timers søvn. Jeg er hende grædende taknemmelig, imens jeg vralter tilbage til min seng. Her vågner jeg efter et par timer med et sæt og den første tanke er “Hvor er mit barn!?!?” Hun ligger og sover trygt og godt på sygeplejeskenes stue, og jeg krammer sygeplejesken da jeg ser hende.

Næste morgen får vi nye naboer. Og de får gæster meget tidligt. Og de får mange gæster i løbet af hele dagen. Imens rammes jeg max af hormoner og følelser for vores lille pige. Frygt, kærlighed, beskyttergen…hello løvemor! Og da Alice begynder af kaste fostervand op i løbet af dagen, beslutter en af sygeplejeskerne at hun skal undersøges yderligere af en børnelæge, så min mand ruller af sted med hende sammen. Det hele bliver for meget for mig.

Alt imens har vores nabo en flok veninder på besøg. Det hele bliver bare for meget og jeg begynder at hulke. Ikke bare græde men hulke. Tårerne triller ned af kinderne på mig imens jeg sidder i min seng og hører på piger snakke om ligegyldigheder. Jeg ender med at stå ude på barselsgangen i mit hospitalstøj med tårerne trillende ned af kinderne indtil min mand og datter er tilbage. Natten går med ure indstillet til hver 3. time til amning, ture til puslerummet og regelmæssige tudeture. Og knap så meget søvn.

Dagen efter, torsdag, skal Alice til tjek igen, jeg tager mig en tuder mere men alt er ok. Dagens sygeplejeske siger, at vi er mere eller mindre ok til at blive udskrevet, vi skal bare lige have en snak med fødselslægen.

Da hun kommer, er hun en smule brødebetynget. Hun fortæller, at de burde have været mere opmærksom på mig og min krop og hvordan det ikke responderede. Hun siger, at de er kede af at vi måtte så meget igennem, men at Alice har det godt.

På det tidspunkt er jeg så klar på at komme hjem, til at få noget privatliv og til at få slappet lidt af, så vi siger jo tak til at komme hjem, og ved 18 tiden bliver vi hentet af min morfar, og vores lille familie bevæger os ud i den virkelige verden.

Men der går ikke længe før reality hits, og jeg kan ikke få amningen til at køre da vi kommer hjem. Min mand bliver sendt i Netto efter modermælkserstatning, og jeg facetimer grædende med en veninde for at få tips til amning.

Hun græder non stop, jeg græder non stop og taler med jordemoderambulatoriet om at komme derud. Efter lidt skænderi med en jordemoder, får vi besked om at der er en åben reservation til os, hvis vi får brug for det. Vi forsøger videre med amningen, hun græder videre og jeg græder videre. Klokken 4 om natten er jeg klar til at tage tilbage til Riget. Jeg ringer stortudende derud og snakker med dem. Og de er satme fantastiske, for sygeplejesken jeg får i røret får talt mig til ro, forklarer at Alice bare er sulten, at jeg skal tage mig en dyb indånding og så prøve igen. Endelig så lykkes det, og vi får begge sovet.

Og sådan kom vores lille Alice til verden, og vores liv blev vendt på hovedet, men heldigvis kun til det bedre.

Hun er det bedste nogensinde, og jeg er evigt taknemmelig for hende hver dag. Også selvom hun engang imellem lever op til sit kælenavn, Divaen, og får mig til at græde og bande højt engang imellem.

Som I kan se, så har vi oplevet det danske sygehusvæsen på både godt og ondt. Personalet vi oplevede skal have den største tak for deres utrolige støtte og hjælp, men hold nu op hvor er de også bare pressede. De er hverdagens helte og de bør takkes hver evig eneste dag.

Til slut kan jeg kun opfordrere alle, der har spørgsmål til de oplevelser de har, at få booket et møde med lægerne, få talt det igennem og vær insisterende hvis I møder modstand. Det har hjulpet mig i forståelse af vores oplevelser og ikke mindst til at acceptere at det fødselsforløb jeg havde forestillet mig, ikke blev helt som planlagt.

Hermed det længste men vigtigste indlæg i bloggens historie. Håber at I kan lide det.

Livet som mor so far part 3

marts 16th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Personal - (1 Comments)

Et smukt billede af mor og datter, når mor leger med Snapchat (missbettydk) og datter overhovedet ikke gider at lege med.

Men masser af nye og lærerige oplevelser coming up:

  • Gåture når solen står højt og man rent faktisk kan have solbriller og åben jakke er guld værd!
  • Det er ture i Frederiksberg centret ikke. Jeg får stress og kampsveder hver gang.
  • Rettelse til mit forrige indlæg om dette emne: alt hvad sundhedplejersken siger er IKKE lov. Vi fik som nævnt at vide at vi skulle købe fedtcreme (nice) til hende fordi hun havde tør hud, hvilket resulterede i kæmpe udbrud af røde knopper og endnu mere tør hud, som vi som sagt skulle have lægen til at tjekke. Flot!
  • Rester fra aftensmaden dagen før er godt. Rester fra aftensmaden dagen før der kan spises koldt med en hånd er bedst.
  • Mængden af vasketøj er uendelig,
  • Ventelister til favoritvuggestuer er en kælling.
  • Man skal passe på med at sætte Baby Einstein Lullaby på, hvis man selv er bare en lille smule træt…zzzzz
  • Jeg har fået en TV narkoman. Programmer med sjove lyde og flotte farver er totalt favorit, og skal helst ses fra mors arme… Que mor med svært trætte arme.
  • At når der er det mindste galt, kortslutter ens hjerne og man bliver slået pænt meget ud af kurs. Hvor fornuften normalt hurtigt ville tage over, oplever man kun ekstrem nervøsitet. Og her kommer fars brede skuldre ind i billedet, for hvad pokker skulle man gøre uden ham!?
  • Hvad der foregår i hendes hoved når arme og ben flagrer rundt på samme tid. I don´t get it.
  • Ekstrem respekt for enlige mødre. How do you do it!?

 

Still learning and experiencing new things.

Glædelig kvindernes kampdag

marts 8th, 2017 | Posted by Miss Betty in Personal - (0 Comments)

Billede taget igår, da jeg sad og arbejdede lidt. For ja, man kan godt være på barsel og arbejde samtidig!

I dag er det den kvindernes internationale kampdag, og den dag er lige blevet et tak vigtigere for mig efter jeg blev mor til Alice. For med de ekstreme tilbagesskridt der er sket for lighed mellem kønnene, mellem hvad ens seksuel præference er og mellem nationaliteter/racer, så vil jeg og hendes far gøre vores allerbedste for at opdrage vores datter til at leve som en stærk kvinde med troen på sig selv og at alt er muligt. Hun skal ikke lade sig begrænse af sit køn, hun skal ikke lade sig kue pga sit køn, og hun skal aldrig tro at hun er mindre værd pga sit køn.

Desværre viser undersøgelser, der bl.a. er præsenteret i dag, at rigtige mange unge piger og kvinder stadig føler sig begrænset/kuet/nedgjort bare fordi de er piger, og det er satme trist. Efter næsten 100 års kvindefrigørelse, og så er der stadig nogle der får ondt i røven over at en kvinde har ambitioner, og mener at hun er mindre værd end mænd. Jeg går udfra, at de fleste af jer også har set den ekstreme tosse fra Polen stå i Europaparlamentet (mener jeg at det var) og plapre løs om at kvinder er dummere end mænd. I 2017! Hvad giver I mig?

Hvad sker der desuden for at det vil tage 37 år endnu (!!!) før det forventes at mænd og kvinders lønniveau er lige!? 37 år!!! Det er jo tosset.

Om en kvinde vil være statsminister, leder, ekspedient, maler eller hjemmegående er 100% hendes sag, og hun skal gøre det hun vil. Man bliver ikke et mindre vigtigt menneske af den grund. Der skal sgu være plads til alle, for ellers kan verdenen ikke fungere, og vi kvinder, skal have hinandens ryg hvad enten vi vælger det ene eller det andet. Og hun skal have præcis de samme vilkår som mænd.

Mennesker bør behandles efter hvordan de er som personer. Ikke udfra nogle punkter, som man ikke selv kan bestemme.

Og ingen skal fortælle Alice hvad hun kan eller hvad hun ikke kan.

Så piger, kvinder, ladies, bliv ved med at kæmpe, bliv ved med at vise hvor seje I er og hav altid jeres medkvindes ryg. Det vil jeg i hvert fald gøre!

Glædelig kvindernes internationale kampdag!

Live som mor so far part 2

februar 27th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Barsel | Personal - (0 Comments)

Baby Bites sovepose her / verdens lækreste baby DIY

Seriøst så lærer man noget nyt hver eneste dag når man har fået sådan en lille starut ind i sit liv. Det er så crazy! Jeg kan stadig tude over alt muligt og absolut ingenting, og så har jeg fundet ud af at jeg har vundet førstepræmien – 7 9 13 – i baby, for hun er simpelthen så nem. Hvis hun græder er der 2 muligheder: overtræthed eller sult. Det kan godt tage noget tid at få hende til at stoppe med at græde, men vi oplever ikke skrigegrådture uden forklaring. Og så har hun arvet sit mors sovehjerte. BONUS! Men nu har jeg sagt det, så nu har jeg sikkert jinxet det…damnit!

Men ellers så er der hermed en lille opsummering på hvad vi har lært siden sidst:

  • At få hende til at grine og smile er simpelthen noget af det største. Glem alt man ellers har oplevet, for når der ligger sådan en rolling med et ansigt som en flækket træsko, så er verden bare et fantastisk sted at være og ja, så tuder man igen.
  • Find ud af hvilken online supermarkedsløsning I bedst kan lide, og foretag alle indkøb der. Vi kan bedst lide COOP, men der er efterhånden mange muligheder. Man slipper for impulskøb, man slipper for at stå med en fuldt barnevogn, og pludselig komme i tanke om at både baby, indkøb og dig selv skal fragtes indenfor, og der er formentlig også nogle døre der skal åbnes. Det er satme ikke nemt. Og jeg bilder mig ind at det er godt for ens husholdningsbudget.
  • Den der famøse og lækre barselscaffelatte man skal have i sin alt for dyre kopholder på barnevognen ik’ … det findes ikke. De gange jeg har forsøgt, har jeg endt med mere kaffe udover mig selv og barnevogn ind indenbords. Caffelatte + barnevogn + strid modvind er desuden en endnu værre kombi. Igen tried and tested.
  • Man glemmer alt om pli og spammer alle der viser den mindste interesse for ens barn, med billeder. Jep, man bliver “en af dem”, og der er intet man kan gøre for at stoppe det.
  • Frederiksberg er et epicenter for barnevogne og nye forældre, og Frederiksberg centret skal undgåes i for der er Emmaljunga/Stokke/Odder/whatever vogne overalt!
  • Hvad sundhedsplejersken siger, er lov.
  • ALT er dyrt.
  • Man får et seriøst had/kærlighedsforhold til amme BH´er, ammetoppe og ammeindlæg. Can´t live with them, can´t live without them.

Jeg vender snart tilbage med et ny update…

Learning different things everyday about her and our new life. Serious crazy stuff this parenthood.

38 er jo også et tal

februar 6th, 2017 | Posted by Miss Betty in Personal | Want - (0 Comments)

Taske: Day Birger et Mikkelsen / Vedhæng: Jane Kønig Love Letters / Vedhæng: Jane KønigFirkløver / Sweatshirt: Ganni / Hårklip: Mc Davidian / Sengetøj: Magasin / Støvler: Billi Bi

På lørdag har jeg sgu fødselsdag igen. Hele 38 år. Nu er der kun 2 år til jeg runder det skarpe hjørne og bliver rigtig voksen. Men nu tager vi lige 38 først, og så krydser jeg sgu den anden bro når jeg når dertil.

Det er sjovt med sådan noget som fødselsdagsønsker, for når man sådan står og skal lave en liste der ikke stikker fuldstændigt af prismæssigt, bliver det altid lidt tricky. For det er i den priskategori man selv ligesom køber lidt hist og pist, og det man virkelig ønsker sig, er de mere dyre ting. Men lidt har jeg da fundet frem til. Egentlig ønsker jeg mig mest penge eller gavekort, så garderoben kan blive opgraderet, når der er røget lidt flere graviditetskilo.

Men det jeg mangler er en pusletaske. Jeg havde egentlig kig på Lala Berlins, men hvidt lærred er nok ikke det mest praktiske, så i stedet er jeg faldet for Day Birger et Mikkelsens Bubbles taske i den lille model. Den er chic, har skulderrem og er nem at rengøre, plus jeg kan få plads til al det stads man slæber rundt på når man er ude.

Jeg vil desuden gerne pimpe min Jane Kønig halskæde lidt mere. Fik et fint A vedhæng i julegave, men vil gerne supplere med et hjerte og en firkløver.

Jeg bor for det meste i sweatshirts eller hoodies for tiden. De er behageligeog tilsat skinny jeans eller en nederdel, giver det et ret cool look, som man ser alle vegne. Eller det bliver jeg mig selv ind. Senest er der flyttet en pink hoodie og Gannis dueblå heste sweatshirt ind, men den her hvide Cherry Bomb sweatshirt er også lige i øjet. Den er måske ikke så babyvenlig farven, men så er det godt at der findes pletfjerner.

Mit hår er – modsat mange andre der enten er gravide eller lige har født – blevet kæmpe stort og tykt. Hvilket jo er mega lækkert, hvis det ikke var fordi jeg ligner en med en høstak på hovedet, hvis det ikke er nyvasket. Så det meste af tiden er det oppe i en knold. Men de smukke hårklips fra franske Mc Davidian kunne være et fint alternativt, der også så lidt lækkert ud.

Da vi flyttede investerede jeg i Magasins super lækre stone wash sengetøj, og det er den absolutte favorit. Det når lige at blive vasket og tørret, før det ryger på igen. Det har den der lækre hotelagtige fornemmelse over sig. Siden da har jeg haft pønset på at købe et mere, men to sæt koster trods alt omkring 1200 kr, og det er jo også en slags penge.

Til sidst mangler jeg et par støvler med lidt hæl, men som stadig er til at gå i, og de her cowboy lign fra Billi Bi er alt for lækre. Og så er de endda på udsalg. De ville tilføje lidt råhed og glimmer til min hverdag. Tænker både til jeans og kjoler.

Kreativt ik.

I´m turning 38 on Saturday, and I´m finding it difficult to find things to wish for. Clothes are so and so as I want to shed a bit more babyweight before buying a new wardrobe, so it´s mainly a diaperbag, new boots, some expensive sheets, a sweatshirt and some bling.

Livet som mor so far

februar 2nd, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Personal - (0 Comments)

De våde krøller i nakken på hende. De små delleruller på arme og ben. Det tandløse smil og grin, der pludselig begynder at komme. Hold fast hvor er det vildt. Jeg er så smask forelsket i det her lille væsen at jeg slet ikke kan forstå det. Hver dag er sker der noget nyt, som hun lærer om os og vi lærer om hende, og hver dag er en oplevelse.

Lige nu er vi i den spæde start af hendes andet tigerspring, der bl.a. betød minus søvn til mor i nat (seriøst 2 timer AFBRUDT), og en totalt overtræt baby, der har taget revange i dag med søvnen. Det betød at vi på dagens rulletur trøsteshoppede en lille mobile (der spiller Over the Rainbow – cute!) til frøknen og da vi kom hjem spiste mor en bøtte Ben & Jerrys og skammede sig slet ikke.

I aften håber jeg at det går betydeligt lettere, da min mand har natarbejde, så kan slet ikke overskue hvis vi skal gentage gårsdagens nat.

I anledningen af at Alice fylder 8 uger på tirsdag, tænkte jeg en lille opsummering eller gennemgang af de forskellige ting livet som mor har lært mig. Måske det kan give andre kommende mødre et tip eller to, og for andre er det måske bare sjov læsning. Så here goes i random rækkefølge:

  • Kæft hvor kan man bare tude af alt. Stadig.
  • Man kan ikke have nok stofbleer, og bør have små depoter overalt. Jeg står konstant og mangler en, selvom vi i den grad har købt lager.
  • Ignorer sælgerne  babybutikkerne! Så slipper man fot at bruge penge på unødvendige ting, som et badevandstermometer, der er umuligt at tænde, et tre-i-en-klipper, som sælgeren ellers påstod var designet så den ikke kunne klippe i ens barns finger…det var så en løgn – jeg lærte det på den hårde måde, vådservietter der er stopproppet med grimme sager osv osv osv.
  • Husk at samle babystartpakker i supermarkederne – free stuff FTW
  • Lyt til din 6. sans, og stil spørgsmål. Og insister på at få svar. Jeg anede intet om hvad et kejsersnit ville sige, på trods af spørgsmål, men jeg var ikke insisterende nok. Jeg sidder derfor fortsat med en del ubesvarede og ret væsentlige spørgsmål…
  • Undret mig hvorfor man går til fødselsforberedelser osv men når barnet er ude, så er man bare påherrens mark. De burde hellere holde kurser i hvad der sker efter end under selve fødslen. Man kan alligevel ikke forberede sig en skid for ingen aner på forhånd hvad der sker.
  • Når det første tigerspring rammer, får man et chok, men som jeg fik at vide af de fleste “det er kun en fase, det er kun en fase”. Og det er hermed mit nye mantra.
  • Lad vær med at google ting. Siger supergoogleren, men det fucker altså med din hjerne.
  • I stedet for blomster og lign når I kommer hjem fra hospitalet, så bed folk om gavekort til take away, færdiglavet mad der bare skal varmes, frysepizzaer eller lign.
  • Og apropos det, så bed folk om at give jer tid og plads til at falde til FØR I får dem på besøg.
  • Mor er bare den bedste. Punktum.

 

These past almost 8 weeks have been a whirlwind of emotions and experiences. I adore our daughter and love her to the moon and back, and we learn new things about each other every single day.

Hermed en lille recap af 2016, som i min optik var pænt optur! Faktisk har det været skidegodt, det bedste nogensinde tror jeg. Så selvom de fleste gerne ville have året til at slutte pga alle de tossede ting der er sket i hele verdenen, så har jeg haft det noget anderledes.

Året startede med en hel fantastisk bryllupsrejse til henholdsvis Singapore og Indonesien. Sol, varme, palmer og fantastiske drinks er altså lidt mere et hit når man får det i januar.

Da vi kom hjem, skiftede jeg afdeling på job, og min mand landede sit drømmejob.

Vi intensiverede jagten på en ny og større lejlighed, og efter lang tids forhandling (vi begyndte i januar, overtog 1. juni) lykkedes det endeligt og Frederiksberg er nu vores nye hjem.

Imellemtiden flashede jeg ankler lidt for tidligt, rejste en del med job bl.a. til London, hvor jeg så The Rolling Stones udstillingen Exhibitionism og fejrede gode venners fødselsdag med bølger i håret.

Selvsamme fødselsdag blev desuden den sidste gang i 2016, hvor jeg indtog alkohol for kort tid efter fandt jeg ud af at jeg var gravid. Bum!

Første trimester gik derfor med flytning, at have det dårligt, Northside og Roskilde festival som undercover gravid, en ferietur til Mallorca, hvor der stort set kun blev indtaget hvidt brød, tomater og agurk og til slut en scanning der viste at vi skulle have en lille pige.

Juli bød på en længeventet og helt fantastisk Beyonce koncert i Parken, utallige matcha bowls hos 42 Raw og en hel del kæmpen med varme.

August bød på mere kamp mod varmen, lidt fashion week, hvor jeg bl.a. hilste på ingen ringere end Ghita Nørby, var til photo shoot på Møns klint, hvor vi fik skabt kaos på Geocentret og planlægningen til min karrieres højdepunkt så småt begyndte.

September havde jeg det stadig varmt, og mod slutningen af måneden blev det en realitet at Projekt Justin Bieber Pop up shop i Storm ville ske. Det betød meget lange arbejdsdage, utallige opkald til kontakter i USA og England, og pænt meget stress på.

Kick off på pop up shoppen var 30. september, og Justin både tweetede og mødte op i butikken, hvilket betød ragnarok, men så meget omtale at det var helt overvældende. Uden tvivl mit professionelle højdepunkt! Jeg fik desuden en ny craving, peanutbutter shakes fra Hafnia. OMG!

Efter Bieber, tog manden og jeg på babymoon/arbejdstur til London, hvor vi fik nydt byen og jeg endnu engang fik hilst på Minionsne.

Maven voksede desuden støt og jeg fik øjnene op for træstammer og mælk, som blev indtaget i stride strømme.

I mellemtiden fik jeg får højt blodtryk (måske pga træstammer?!) og det blev besluttet at jeg skulle sættes igang når jeg nåede uge 37.

Alt blev derfor speedet op, jeg nåede at afslutte mine projekter på job – Stine Bramsen & Kranz & Ziegler, samt Noa Noa + Sharin Foo – og fik lavet den mest intense overlevering til min vikar ever. 2 dage til 6 års viden. Lidt crazy.

En uge efter at jeg havde forladt kontoret for sidste gang i 10 måneder, tjekkede vi ind på Riget, og 3,5 dag senere kom verdens smukkest pige til verden, og alt ændrede sig. Og igår blev hun sgu 4 uger. Helt crazy.

2017 kommer til primært at gå med barsel, at passe på hende og ellers finde mig til rette i rollerne som kvinde, kone, mor og professionel.

Jeg vil hænge ud med alle de andre super seje kvinder, der er blevet mødre eller bliver det lige om lidt (bl.a. Cille, Selina, Lotte, Louise og Maria), og måske klemme en lille smule arbejde ind når det passer.

Hvis vi er heldige og økonomien tillader det, skal der fikses badeværelse og køkken (kom så Lottokupon), og forhåbentlig også klemmes lidt ferie ind.

Materialistisk set så vil jeg forsøge at begrænse mig til få men gode ting. Måske med et lille twist så det ikke bliver kedeligt, men af god kvalitet.

Og så ellers sørge for at jeg og min lille familie har det godt.

A little recap of 2016, which for me has been one of the absolute greatest despite all of the horrible things going on in the world. The best thing is 100% our little babygirl who joined us on the 13th of December.

Halløj fra babyboblen

januar 4th, 2017 | Posted by Miss Betty in Personal - (6 Comments)

Alice!

No make up, heldags morgenhår, sweatshirt og pyjamasbukser = barselsuniformen

Ja, så er man blevet nogens mor. Helt tosset. Det er mildest talt den vildeste følelse, og med forståelse for at lyde som en kliche, så er det seriøst en kærlighed man ikke anede man kunne føle for et andet menneske.

Fødslen var ikke sjov. Tværtimod. Det tog 3,5 dag før hun var ude, og den historie må I få på et andet tidspunkt, for den sidder stadig i huden på mig, og kræver en del bearbejdning, da den var hård både fysisk og psykisk. Jordemødrene og sygeplejeskerne på Riget, hvor vi var, skal have verdens største tak for deres indsats, men for filan det var en oplevelse, der godt kunne være anderledes.

By the way, hun blev født d. 13. december, så vi blev enige om at tilføje et ekstra mellem navn. Så da hun blev født på Luciadagen, er hendes navn blevet Alice Lucia.

I´m now somebody´s mother and it´s pretty amazing. She arrived and the 13th of December, after a pretty long and hard detour. Her name is Alice Lucia, and I love her!