Min fødselsberetning

april 15th, 2017 | Posted by Miss Betty in Personal - (4 Comments)

Puh, den har været længe undervejs. I har fået lidt brudstykker her og der, men nu synes jeg at tiden er inde til at fortælle hvordan Alice kom til verden. For det var sgu ikke en bumpfri tur hun tog. Tværtimod.

Det er også grunden til at det har taget noget tid. Har haft samtaler med jordmoderambulatoriet, min læge, vores sundhedsplejerske og ikke mindst senest fødselslæge inde fra Riget. Jeg har haft en del spørgsmål til min forløb, som først nu er blevet besvaret, og efterfølgende har brikkerne lige skulle falde på plads.

Men lad os begynde på historien om Alice.

Som I ved, fik jeg konstateret svangerskabsforgiftning i uge 32, og det betød masser af checkups hos både læge og på fødselsafdelingen. Det betød også, at jeg ikke måtte gå over tid, og faktisk blev sat i gang da jeg var 37+1.

Så lørdag d. 10. december kl.10 mødte min mand og jeg op på afdeling 4023 med oppakning til både baby og os. Jeg fik taget blodtryk, kørt EKG og tjekket igennem, hvorefter jeg blev udstyret med et skema for de vefremmende piller jeg skulle tage hver anden time. Så var vi i gang. Efter 6 timer gentog seancen sig. Blodtryk, EKG, tjekop…ingen ændring. Nyt sæt piller. Alt imens fik jeg lov at smage på Rigets kulinariske specialiteter og min mand fik besøgt 7/11 en del gange.

Dag 1 – ingen veer, ingen baby.

Søndag gentog lørdagens udfoldelser. Piller hver anden time, blodtryk, EKG, tjek hver 6. time. Da vi når hen af eftermiddagen og er der fortsat ikke er sket noget. Som i absolut intet. Jeg får da besked om at jeg skal have et ballonkateter op. De estimerer det til ca kl 18. Jeg bliver hentet kl. 22.45. For ja, vi kunne i den grad mærke at personalet var presset. Som i top presset. Normalt har man et EKG siddende om maven i ca 20 min, men jeg tror mit i gennemsnit sad på i en lille time. Altså en lille time, hvor du bare ligger så stille som du overhoved kan og glor op i et loft, for den mindste rumsteren kan lave kludder i læsningen af hendes hjerterytme.

Men jeg kommer ind på stuen, rimelig træt og efterhånden også lidt frusteret over den lange ventetid, og at der fortsat ikke var udsigt til ankomsten af en baby. Jeg bliver modtaget af en læge og to jordemødre. Den ene jordemoder spørger mig hvor min moderkage er, som noget af det første. Hvor pokker skulle jeg vide det fra?!?

Nå, jeg får at vide at det er lidt ubehageligt at få sat et ballonkateter op, men at det er hurtigt overstået. For lige at forklare, så er det en lille ballon man sætter op i livermoderen og fylder med 50 ml vand for at livmoderhalsen skal udvidde sig.

Det er den ene jordemoder, der skal sætte det op, og lægen skal dirigere, da det ikke er noget hun har gjort før. Så imens jeg ligger der, pænt sårbar, pænt træt, pænt frustreret, hører jeg følgende sætninger: “jeg kan ikke få den på plads, rammer jeg rigtigt, jeg kan ikke se noget, kan du hjælpe”, og det tilsat at det gør VIRKELIG ondt, bliver oplevelsen for meget for mig, og tårerne begynde at trille. Den anden jordemoder kommer ind, og ser at jeg græder, hvortil hun tager min hånd, og til sidst ender det med at lægen tager over. Jeg får tøj på og bliver hentet af min mand.

De næste par timer er noget blurry for mig, for så kommer smerterne. Til at starte med tror jeg at det er veer, så jeg forsøger mig med masser af vejrtrækningsøvelser, men smerterne kommer for hurtigt, så min mand henter en jordemoder. Hun siger, at det ikke er veer, men blot livmoderen der arbejder med ballonen, så jeg får deres famøse smertecocktail, og så går hun igen. Men smerterne bliver værre og værre og tilsidst er jeg ved at besvime af dem. Mine ben giver sig, det ringer for ørerne og det sortner for øjnene. Min mand henter jordemoderen igen. Imens ligger jeg og er ved ar vride gelænderet på min seng af led pga smerte. Da jordemoderen kommer ind, kan hun godt se at den ikke er helt god, og de beslutter sig for at tage 10 ml. af vandet ud fra ballonen, da min livmoder ikke samarbejder. Da hun har gjort det, falder jeg omkuld.

Næste morgen (altså mandag, 3.dagen) gentager lørdag og søndags scenarium sig. Blodtryk, EKG, tjek. De beslutter sig for at tage vandet da jeg dårlig nok har udviddet mig 1 cm.

Først forsøger en jordemoder (jeg tror dette er nr 10 af slagsen) at gør det selv, men uden held, så hun henter en kollega, og jeg bliver ført ned til et lille rum. Først forsøger jordemoder nr 1, men de bliver enige om at bytte, så jeg ender med en der nærmest ligger ovenpå min mave og trykker, og den anden prøver at få hul på hinden. Det gør så ondt og er så voldsomt at jeg grædende må bede dem stoppe. De stopper, vi tager en pause og så går de i gang med at remse andre muligheder op. Efter et par minutter nævner de noget der hedder en kattepote, som de kan kan kredse hul med, og jeg beslutter at det gør vi. Så må jeg imens sætte min bevidsthed på pause og tage en dyb indåndning. For dælen det gør ondt, de kæmper men det lykkes til sidst. Jeg får besked om at gå ned og få lidt søvn, og så vil jeg blive kørt til fødselsgangen ved 15 tiden.

Det sker dog først ved 18 tiden, og da jeg fortsat ikke har fået veer eller lign. ryger jeg på vefremmendedrop. Men naturligvis ikke uden blodtrykstagning, EKG og diverse tjeks.

Jeg er nu ved at være en smule tyndslidt både fysisk og psykisk. Heldigvis er min mand ved min side hele tiden, og det er jeg satme glad for, for jeg aner ikke hvad skulle have gjort uden ham.

Ved 01 tiden får vi besked om at jeg får en pause, så vi kan få sovet. Der er stadig ikke kommet det der ligner en ve, og beskeden er at vi forsøger igen i morgen. Altså dag 4.

Jeg sover af helvede til. Ligger ikke godt, har drop og nåle i hånden og der er lysende apperater der blinker og bipper. Tilsat overtræthed, mega frustration, frygt, sult og hvad man ellers kan finde på. Jeg syntes kort sagt ikke, at det er særlig fede tider.

Klokken 7 næste morgen, hvor jeg allerede har været vågen i halvanden times tid, kommer der en ny jordemoder ind. Hun hedder Louise. Hun er smilende og glad, og noget af det første hun spørger om, er om ikke vi skal have en fødselsdag i dag. Det kan jeg kun give hende ret i. Hun forklarer mig, at vi skal køre en gang ve-fremmende drop her til formiddag, og sker der ikke noget, så hedder det kejsersnit. Min mand og jeg er så glade, for endelig er der lys for enden af tunnelen. Han får en hurtig bid morgenmad, det må jeg ikke i tilfælde af kejsersnittet og bagefter tager han hjem efter nyt tøj.

Imens spiller jeg Candy Crush på ipaden imens kvinder føder børn på stuerne ved siden af mig. Og nej, jeg har stadig ikke fået en ve.

Der kommer en fødselslæge ind sammen med Louise, og de går i gang med den efterhånden sædvanelige rutine. De konstaterer igen at jeg ikke har udviddet mig, som i slet ikke, og så forklarer de mig at jeg skal gøre mig klar til akut kejsersnit inden ikke alt for længe, så jeg skal nok se at få min mand retur.

På det tidspunkt kunne de have sagt, at jeg skulle ofre min højre arm for at få hende ud, og jeg havde sagt ja, så desperat var jeg. Eneste problem var at jeg ikke anede en pløk om hvad et kejsersnit gik ud på, for ingen har været villige til at tale om det. Ikke til fødselsforberedelsen, ikke hos jordemoderen, ikke til igangsættelsesamtalen, ikke undervejs i vores pænt lange forløb.

Men ca 13.30 bliver vi hentet, og ført ned til operationsrummet. Det er fyldt op til randen med mennesker. Tror vi talte det til 12 stk af diverse læger, sygeplejesker og jordemødre. Jeg bliver hooket op til diverse apperater, min mand får at vide at han ikke må røre noget, og så går showet i gang. Jeg får det lidt dårligt undervejs, men kl. 14.15 den 13. december 2016 kom vores lille Alice ud. Hun sad dog så godt fast, at de måtte have hende ud med sugekop, og det tog lige et par sekunder før hun kom i gang, da hun lige skulle have lidt ilt inden vi fik hende over. Og hun er perfekt. Som nævnt, fik hun mellemnavnet Lucia da hun blev født på Lucia dagen, men ikke nok med det, så går der et Lucia optog forbi operationsstuen imens vi er i gang. Det er jo meant to be.

Jeg bliver syet sammen, og så bliver vi kørt på opvågningsstuen, som så ikke har fået besked om at vi kommer. Så der er lidt forvirring, og nogle irriterede sygeplejesker der skal have styr på nogle sager inden jeg får en lind strøm af saftevand og toastbrød med smør sendt i min retning. Jeg er så sulten.

Jeg aner ikke hvor længe vi er på opvågning, men jeg får begyndt på noget amning osv.

Efter lidt tid bliver vi kørt på barselsgangen og installeret på en dobbeltstue med et andet par.

Jeg får pillet min kateter ud, og skal op og stå rimelig hurtigt. For fanden det gør ondt. Det niver i hele kroppen, men op kommer jeg, og jeg kommer også ud og tisse. Stor ting! Lidt senere ruller jeg en lille tur sammen med en sygeplejeske og Alices kryppe som rollator. Fancy. Jeg får givet hende lidt mere mad. Den slags man sidder og tager tid på og håber varer længe nok til at hun får noget i sig.

Om natten vågner hun, og et eller andet primalt tager over i mig. Jeg rejser mig op, tager mit barn i favnen og vralter ud ud i pulserummet. Først derude går det op for mig hvor ondt det gør i mit ar, plus Alice begynder at græde og det hele bliver lidt overvældende. At sidde på en puslestue efter hele forløbet med vores lille, grædende pige i armene midt om natten, totalt udmattet uden egentlig at vide hvad der sket det sidste døgn. Heldigvis kommer der en sygeplejeske til min undsætning. Hun spørger til det hele, og siger hurtigt om ikke hun skal tage Alice, så jeg kan få et par timers søvn. Jeg er hende grædende taknemmelig, imens jeg vralter tilbage til min seng. Her vågner jeg efter et par timer med et sæt og den første tanke er “Hvor er mit barn!?!?” Hun ligger og sover trygt og godt på sygeplejeskenes stue, og jeg krammer sygeplejesken da jeg ser hende.

Næste morgen får vi nye naboer. Og de får gæster meget tidligt. Og de får mange gæster i løbet af hele dagen. Imens rammes jeg max af hormoner og følelser for vores lille pige. Frygt, kærlighed, beskyttergen…hello løvemor! Og da Alice begynder af kaste fostervand op i løbet af dagen, beslutter en af sygeplejeskerne at hun skal undersøges yderligere af en børnelæge, så min mand ruller af sted med hende sammen. Det hele bliver for meget for mig.

Alt imens har vores nabo en flok veninder på besøg. Det hele bliver bare for meget og jeg begynder at hulke. Ikke bare græde men hulke. Tårerne triller ned af kinderne på mig imens jeg sidder i min seng og hører på piger snakke om ligegyldigheder. Jeg ender med at stå ude på barselsgangen i mit hospitalstøj med tårerne trillende ned af kinderne indtil min mand og datter er tilbage. Natten går med ure indstillet til hver 3. time til amning, ture til puslerummet og regelmæssige tudeture. Og knap så meget søvn.

Dagen efter, torsdag, skal Alice til tjek igen, jeg tager mig en tuder mere men alt er ok. Dagens sygeplejeske siger, at vi er mere eller mindre ok til at blive udskrevet, vi skal bare lige have en snak med fødselslægen.

Da hun kommer, er hun en smule brødebetynget. Hun fortæller, at de burde have været mere opmærksom på mig og min krop og hvordan det ikke responderede. Hun siger, at de er kede af at vi måtte så meget igennem, men at Alice har det godt.

På det tidspunkt er jeg så klar på at komme hjem, til at få noget privatliv og til at få slappet lidt af, så vi siger jo tak til at komme hjem, og ved 18 tiden bliver vi hentet af min morfar, og vores lille familie bevæger os ud i den virkelige verden.

Men der går ikke længe før reality hits, og jeg kan ikke få amningen til at køre da vi kommer hjem. Min mand bliver sendt i Netto efter modermælkserstatning, og jeg facetimer grædende med en veninde for at få tips til amning.

Hun græder non stop, jeg græder non stop og taler med jordemoderambulatoriet om at komme derud. Efter lidt skænderi med en jordemoder, får vi besked om at der er en åben reservation til os, hvis vi får brug for det. Vi forsøger videre med amningen, hun græder videre og jeg græder videre. Klokken 4 om natten er jeg klar til at tage tilbage til Riget. Jeg ringer stortudende derud og snakker med dem. Og de er satme fantastiske, for sygeplejesken jeg får i røret får talt mig til ro, forklarer at Alice bare er sulten, at jeg skal tage mig en dyb indånding og så prøve igen. Endelig så lykkes det, og vi får begge sovet.

Og sådan kom vores lille Alice til verden, og vores liv blev vendt på hovedet, men heldigvis kun til det bedre.

Hun er det bedste nogensinde, og jeg er evigt taknemmelig for hende hver dag. Også selvom hun engang imellem lever op til sit kælenavn, Divaen, og får mig til at græde og bande højt engang imellem.

Som I kan se, så har vi oplevet det danske sygehusvæsen på både godt og ondt. Personalet vi oplevede skal have den største tak for deres utrolige støtte og hjælp, men hold nu op hvor er de også bare pressede. De er hverdagens helte og de bør takkes hver evig eneste dag.

Til slut kan jeg kun opfordrere alle, der har spørgsmål til de oplevelser de har, at få booket et møde med lægerne, få talt det igennem og vær insisterende hvis I møder modstand. Det har hjulpet mig i forståelse af vores oplevelser og ikke mindst til at acceptere at det fødselsforløb jeg havde forestillet mig, ikke blev helt som planlagt.

Hermed det længste men vigtigste indlæg i bloggens historie. Håber at I kan lide det.

En upgrade på det ydre

april 13th, 2017 | Posted by Miss Betty in New in | Shopping - (0 Comments)

Jakke: Monki / Foundation: Sisley / Slipins: Billi Bi / Solbriller: Ganni

Sorry, mega radiostilhed men der er knald på med den unge dame, der i dag fylder 4 måneder. For pokker det gik stærkt. Lige nu ligger hun ved siden af mig. Klokken er ca 22.39 og jeg har forsøgt at få hende til at sove siden kl 20. Det er også lykkedes flere gange faktisk. Problemet er bare at det er når hun ligger på mig, og så snart jeg ligger hende over i sin egen seng, vågner hun. Lige nu prøver jeg  bare at køre hende lidt træt. Så længe hun ikke græder altså… Men det er nok mere et spørgsmål om tid.

Nå men mht tøj, så er det stadig rimelig begrænset hvad jeg køber, men jeg har da fundet lidt.

Jeg manglede en overgangsjakke, og sådan en fandt jeg i Monki. Den er skide behagelig, så anbefaling herfra.

For et par fredage siden hvor jeg var på udgangstilladelse fra min mini boss, var jeg i Matas. Og her forbarmede en af de ansatte sig over mig, gav mig en fuld make over med Sisley produkter. Holdop hvor var det rart at se sig selv dullet lidt op. At håret var fedtet og tøjet alt andet end spændende var ligegyldigt når huden spillede. Og det gjorde den. Så meget at jeg købte den dyreste foundation nogensinde, men det er sgu det hele værd. For man kan altså se forskel. Hun havde også et eller andet vidunder produkt, hun smurte på min hud inden, som nærmest lavede et ansigtsløft, men med et prisskilt på 1300, så venter jeg lige lidt…

Nye, hvide sneaks er et forårs must.

Og det samme er solbriller. Og når nu Ganni har lavet nogle der er mega pæne, og endda har en model der hedder Alice, som desuden klædte mig, så kan man jo ikke lade være.

Nå, jeg mp tilbage til projekt søvn. Sov godt!

These are my latest purchases. Gotta get back to my mini boss.

Vi kører den ind med kirsebær

marts 18th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | New in - (0 Comments)

Sweatshirt: Ganni / Barnevognspynt: LauraHjerteFryd / Øreringe: Etsy / Body: H&M

Kirsebærret er årets it-frugt, og herhjemme er både mor og datter hoppet på vognen.

We are mad for cherries!

Livet som mor so far part 3

marts 16th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Personal - (1 Comments)

Et smukt billede af mor og datter, når mor leger med Snapchat (missbettydk) og datter overhovedet ikke gider at lege med.

Men masser af nye og lærerige oplevelser coming up:

  • Gåture når solen står højt og man rent faktisk kan have solbriller og åben jakke er guld værd!
  • Det er ture i Frederiksberg centret ikke. Jeg får stress og kampsveder hver gang.
  • Rettelse til mit forrige indlæg om dette emne: alt hvad sundhedplejersken siger er IKKE lov. Vi fik som nævnt at vide at vi skulle købe fedtcreme (nice) til hende fordi hun havde tør hud, hvilket resulterede i kæmpe udbrud af røde knopper og endnu mere tør hud, som vi som sagt skulle have lægen til at tjekke. Flot!
  • Rester fra aftensmaden dagen før er godt. Rester fra aftensmaden dagen før der kan spises koldt med en hånd er bedst.
  • Mængden af vasketøj er uendelig,
  • Ventelister til favoritvuggestuer er en kælling.
  • Man skal passe på med at sætte Baby Einstein Lullaby på, hvis man selv er bare en lille smule træt…zzzzz
  • Jeg har fået en TV narkoman. Programmer med sjove lyde og flotte farver er totalt favorit, og skal helst ses fra mors arme… Que mor med svært trætte arme.
  • At når der er det mindste galt, kortslutter ens hjerne og man bliver slået pænt meget ud af kurs. Hvor fornuften normalt hurtigt ville tage over, oplever man kun ekstrem nervøsitet. Og her kommer fars brede skuldre ind i billedet, for hvad pokker skulle man gøre uden ham!?
  • Hvad der foregår i hendes hoved når arme og ben flagrer rundt på samme tid. I don´t get it.
  • Ekstrem respekt for enlige mødre. How do you do it!?

 

Still learning and experiencing new things.

Marts ønsker

marts 11th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Beauty | Want - (1 Comments)

Kjole: Modström / Cardigan: Baum und Pferdgarten / Lampe: Bestlite / Luftballon: Filibabba / Puf: Sofakompagniet / Creme: A-Derma / Læbestifter: Nilens Jord / Sneakers: Billi Bi

Åh alle de ønsker man hele tiden går og har. Kunne bruge en formue på mig selv, den unge dame og hjemmet, men der er lissom nogle naturlige begrænsninger. Desværre.

I denne måned er pengene gået til kiropraktor behandlinger, en ny seng til hende og en helvedes masse cremer til at behandle hendes atopiske eksem. Suk. Så sent som igår blev der fyret 300 kr og i mandags var det 250 kr. Så med undtagelse af A-derma cremen, der er et mindre mirakel herhjemme, for den har reddet hendes hud fra at være rød. ru og skællet til snart at være tilbagetil den bløde babyhud.

Men hvis nu der er var KÆMPE plus på kontoen, så var Modström kjolen med tigerprint klikket hjem. Den har kimono pasform, så jeg tror rent faktisk også at den vil kunne bruges når jeg ammer.

Jeg elsker alt ved Baum und Pferdgarten for tiden, og den her guldglimmer cardigan med flæsemanchetterog røde og marine striber, er så fin. Sådan lidt fransk. Og fordi det er en cardigan, er det også ammevenlig. Ja, det er det vigtigste kriterie for tiden.

Vi mangler en lampe i stuen, og vi er vist nået frem til at en væghængt version er den rigtige vej at gå. Bestlites klassiker er bare pæn og klassisk, og vil passe fint ind. Nægter bare at give fuldpris, så satser på at slå til når f.eks. Magasin kører deres Goodiecard dage eller lign.

Til hendes værelse skal vi have nogle flere af Filibabbas luftballoner. Dette er den store version, og den er bare pæn.

Tidligere ville jeg ikke have overvejet en sennepsfarvet puf, men farven er virkelig vokset på mig, og nu kan jeg sagtens se den tilføje både varme og lidt spræl i vores monokrone stue.

Jeg har skiftet det meste af min makeup ud på det seneste, og er underligt nok endt med ret mange produkter fra Nilens Jord. Det er dansk, det er parabene/parfume frit og så er det virkelig godt. De har lige smidt nogle nye, matte læbestifter på gaden og de skulle være virkelig gode. Jeg er især tændt på farven Spice og Love.

Nye travesko til foråret skal der til, og jeg er jo generelt ret vild med Billi Bi, så de er slipins med sløjfe vil være ret så perfekte.

Oh well…kom så Lotto kupon!

These are some of the items from my March wishlist… Oh if only I had all the money in the world.

Love tags

marts 10th, 2017 | Posted by Miss Betty in New in | Smykker - (0 Comments)

I anledning af Alice har jeg tilføjet lidt ekstra til min Jane Kønig Love Tag halskæde. B´et og T´et havde jeg i forvejen, A´et fik jeg i julegave, og nu er der flyttet et hjerte, en firkløver og en lille diamant ind. For kærlighed og held for evigt, you know.

Kæft jeg er blevet blødsøden efter at jeg er blevet mor. Men ved I hvad, jeg er sgu ligeglad. 🙂

I´ve added a few extra pendants to my Love Tag necklace. A heart, a fourleaf clover and a little diamond. You know, for love and luck forever.

Glædelig kvindernes kampdag

marts 8th, 2017 | Posted by Miss Betty in Personal - (0 Comments)

Billede taget igår, da jeg sad og arbejdede lidt. For ja, man kan godt være på barsel og arbejde samtidig!

I dag er det den kvindernes internationale kampdag, og den dag er lige blevet et tak vigtigere for mig efter jeg blev mor til Alice. For med de ekstreme tilbagesskridt der er sket for lighed mellem kønnene, mellem hvad ens seksuel præference er og mellem nationaliteter/racer, så vil jeg og hendes far gøre vores allerbedste for at opdrage vores datter til at leve som en stærk kvinde med troen på sig selv og at alt er muligt. Hun skal ikke lade sig begrænse af sit køn, hun skal ikke lade sig kue pga sit køn, og hun skal aldrig tro at hun er mindre værd pga sit køn.

Desværre viser undersøgelser, der bl.a. er præsenteret i dag, at rigtige mange unge piger og kvinder stadig føler sig begrænset/kuet/nedgjort bare fordi de er piger, og det er satme trist. Efter næsten 100 års kvindefrigørelse, og så er der stadig nogle der får ondt i røven over at en kvinde har ambitioner, og mener at hun er mindre værd end mænd. Jeg går udfra, at de fleste af jer også har set den ekstreme tosse fra Polen stå i Europaparlamentet (mener jeg at det var) og plapre løs om at kvinder er dummere end mænd. I 2017! Hvad giver I mig?

Hvad sker der desuden for at det vil tage 37 år endnu (!!!) før det forventes at mænd og kvinders lønniveau er lige!? 37 år!!! Det er jo tosset.

Om en kvinde vil være statsminister, leder, ekspedient, maler eller hjemmegående er 100% hendes sag, og hun skal gøre det hun vil. Man bliver ikke et mindre vigtigt menneske af den grund. Der skal sgu være plads til alle, for ellers kan verdenen ikke fungere, og vi kvinder, skal have hinandens ryg hvad enten vi vælger det ene eller det andet. Og hun skal have præcis de samme vilkår som mænd.

Mennesker bør behandles efter hvordan de er som personer. Ikke udfra nogle punkter, som man ikke selv kan bestemme.

Og ingen skal fortælle Alice hvad hun kan eller hvad hun ikke kan.

Så piger, kvinder, ladies, bliv ved med at kæmpe, bliv ved med at vise hvor seje I er og hav altid jeres medkvindes ryg. Det vil jeg i hvert fald gøre!

Glædelig kvindernes internationale kampdag!

Fiora

marts 7th, 2017 | Posted by Miss Betty in Bolig | New in - (0 Comments)

Endelig er den min! Den smukke vase fra serien Fiora, som Stine Goya har lavet sammen med Kähler.

Kæft den er pæn. Den er bare definitionen på forår, og selvom den stikker imod vores ellers ret monokrone og enkle stil, så passer den også samtidig perfekt.

Den får 5 points fra mig!

Find den lige her, sammen med de andre lækre proukter fra serien.

The definition of Spring. Made by Danish designer Stine Goya for Kähler.

 

Live som mor so far part 2

februar 27th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Barsel | Personal - (0 Comments)

Baby Bites sovepose her / verdens lækreste baby DIY

Seriøst så lærer man noget nyt hver eneste dag når man har fået sådan en lille starut ind i sit liv. Det er så crazy! Jeg kan stadig tude over alt muligt og absolut ingenting, og så har jeg fundet ud af at jeg har vundet førstepræmien – 7 9 13 – i baby, for hun er simpelthen så nem. Hvis hun græder er der 2 muligheder: overtræthed eller sult. Det kan godt tage noget tid at få hende til at stoppe med at græde, men vi oplever ikke skrigegrådture uden forklaring. Og så har hun arvet sit mors sovehjerte. BONUS! Men nu har jeg sagt det, så nu har jeg sikkert jinxet det…damnit!

Men ellers så er der hermed en lille opsummering på hvad vi har lært siden sidst:

  • At få hende til at grine og smile er simpelthen noget af det største. Glem alt man ellers har oplevet, for når der ligger sådan en rolling med et ansigt som en flækket træsko, så er verden bare et fantastisk sted at være og ja, så tuder man igen.
  • Find ud af hvilken online supermarkedsløsning I bedst kan lide, og foretag alle indkøb der. Vi kan bedst lide COOP, men der er efterhånden mange muligheder. Man slipper for impulskøb, man slipper for at stå med en fuldt barnevogn, og pludselig komme i tanke om at både baby, indkøb og dig selv skal fragtes indenfor, og der er formentlig også nogle døre der skal åbnes. Det er satme ikke nemt. Og jeg bilder mig ind at det er godt for ens husholdningsbudget.
  • Den der famøse og lækre barselscaffelatte man skal have i sin alt for dyre kopholder på barnevognen ik’ … det findes ikke. De gange jeg har forsøgt, har jeg endt med mere kaffe udover mig selv og barnevogn ind indenbords. Caffelatte + barnevogn + strid modvind er desuden en endnu værre kombi. Igen tried and tested.
  • Man glemmer alt om pli og spammer alle der viser den mindste interesse for ens barn, med billeder. Jep, man bliver “en af dem”, og der er intet man kan gøre for at stoppe det.
  • Frederiksberg er et epicenter for barnevogne og nye forældre, og Frederiksberg centret skal undgåes i for der er Emmaljunga/Stokke/Odder/whatever vogne overalt!
  • Hvad sundhedsplejersken siger, er lov.
  • ALT er dyrt.
  • Man får et seriøst had/kærlighedsforhold til amme BH´er, ammetoppe og ammeindlæg. Can´t live with them, can´t live without them.

Jeg vender snart tilbage med et ny update…

Learning different things everyday about her and our new life. Serious crazy stuff this parenthood.

Jordbær & chokolade

februar 23rd, 2017 | Posted by Miss Betty in New in | Want - (0 Comments)

T-shirt: By Malene Birger / Øreringe: Aprosio & Co / Slippers: Notabene / Bukser: Baum und Pferdgarten

Med en snestorm lige om hjørnet, sådan ca fortsat 10 kg for meget på kroppen og kæmpe ammebabser, er ovenstående ikke lige det mest oplagte sådan nu og her, men jeg er vild med farverne. Måske jeg blev inspireret af den omgang chokolade og jordbær is jeg konsumerede tidligere… I know, ikke noget der hjælper på de der kilo, men omvendt så skal der også noget gods i de der babser. Og farverne matcher jo!

Anyway, så er jeg pænt vild med Notabenes Karlie kollektion, opkaldt efter ejerens datter. I know, too cute! Gid jeg var 3 måneder og fik designet en hel skokollektion inspireret af mig.

Bukserne har jeg faktisk optimistisk købt. De skal lige lægges lidt op for jeg tvivler på at vokse 10 cm inden det bliver sommer. Og det var 10 cm i højden, sgu ikke i omkreds. Fandt dem med 70% i Magasin, og kunne ikke lade være. Kan v desuden lige tale om hvor fantastisk Baum und Pferdgarten er for tiden. Jeg vil seriøst have det hele!

I´m kinda in love with these colours at the moment, but as my body is still very much in post pregnancy mode plus there´s a blizzard outside. The colours remind me of the strawberry and chocolate ice cream I ate earlier today… Hence the not quite so fashionable body.