Vi ser skøjteprinser og gearer op til blodprøver og iltmaske.

For satan det var hårdt.

Aftensmad, drøn træt barn og arsenalet af drikkevarer vi forsøgte at få i hende (minus cola, den er min)

For satan altså, 2018 viser sig ikke fra sin bedste side.

Den unge dame har været sløj mere eller mindre fra starten af året med forkølelse og masser af hoste. Faktisk så meget hoste, at jeg allerede fik hende tjekket tilbage i slutningen af november, men fik beskeden, at det var normalt at de hostede længe.

Nå nå så, men så var der igen i december, hvor vi også lige var en tur forbi lægen, og da hun var til 1 års undersøgelse for 2 uger siden lyttede de også på hende, for hosten var tiltaget. Ingen grund til bekymring, det var bare vuggestuepesten, og helt normalt.

Nå nå så, hjem kom vi og så fik hun feber samme aften. Nu var hun også blevet vaccineret, så jeg tænkte det nok var det der var skyld i feber, men noterede mig at den lå i den høje ende. Næste morgen, stadig feber = ingen vuggestue.

Dagen efter igen var hun så fit for fight man nu engang kan blive med forkølelse og hosteanfald om natten, så af sted kom hun, og det resulterede i et brandende varmt barn om aftenen, og endnu en dag hjemme fra vuggestue. I weekenden røg hendes stemme, så hun lød som Bonnie Tyler og Rod Stewarts kærlighedsbarn, og til hendes fødselsdag som vi holdte en måned forskudt, var hun godt nok en smule klatøjet at se på. Igen, nattelige hosteanfald kan ødelægge enhvers søvn, så vi gav det skylden.

Tirsdag aften = 39,8 i feber. Akuttid hos lægen onsdag, der lyttes på hende igen men samme besked som før: ikke lungebetændelse, bare en god omgang forkølelse. Torsdag er der stadig feber, appetit og drikkelyst begynder at halte, jeg aftaler med lægesekretæren at jeg ringer fredag hvis der fortsat er feber. Torsdag nat hoster hun så meget at hun kaster op. Fredag morgen stadig samme høje feber, og vi får endnu en akuttid. Her bliver hun tilset af 2 læger, og læge #2 synes lige at vi skal smutte forbi Herlev Børneafdeling, bare så vi kan få ro på inden weekenden. Han mener 100% at vi nærmest vil blive sendt hjem med det samme, og vi føler lidt at vi bare “lorten der bliver sendt videre”, fordi vi har været der en del gange på det seneste, og Alice virker ved ok mod.

Vi får fat i morfars taxa service, og så kører vi af sted. Efter lidt for lang ventetid, med et kogende barn, der slet ikke kan finde ro, bliver vi endelig tilset. Fortsat feber, infektionstal er forhøjede. Vi bliver inlogeret på en stue, og skal afvente læge samt en sygeplejerske der skal komme med noget panodil til hende. Lægen kommer, lyser i øret, tjekker halsen, lytter på hende og kommer med diagnosen: astmatisk bronkitis, mellemørebetændelse og halsbetændelse plus den ondeste forkølelse.

Bum. Hun skal have penicilin, smertestillende samt 3×10 min ilt med medicin i, til at hjælpe på åndedrættet. Jeg tager mig lige en tudetur. Men personalet er super gode, og selvom det er noget af det mest grænseoverskridende at skulle sidde og fastholde sit barn, for at det kan få behandling, så klarer hun det så sejt. Jeg kører børnesangsrepertoiret igennem når hun har maske på imens far holder fast.

Kl ca 22.30 bliver vi endelig sendt hjem med et barn der er så træt, at hun ikke kan finde ud af noget som helst. Med os har vi desuden penicilin, smertestillende piller samt et skema, så vi kan monitorere hendes væskeindtag de næste 24 timer.

Natten er noget hø, lørdagen går i et meget langsomt tempo, hvor vi kæmper for at få både det ene og det andet i hende. Endnu en nat med roderi, gråd og minus søvn, men søndag begynder det at ligne noget.

Klip til i dag, hvor vi er færdige med penicilin, og nu “kun” bøvler med snot. Hun skal blive hjemme ugen ud, da hendes immunforsvar er skudt totalt i smadder. Til gengæld fejler appetiten ingenting, hvilket er godt. For hun smed lige 1/10 del af sin vægt i løbet af ugen, og det er satme meget noget man endnu ikke har ramt de 10 kg.

Og dette leder mig til det med vores praktiserende læge. Ingen af dem vi havde været hos i dagene op til havde tjekket hendes ører eller hals. Ingen af dem havde tjekket hendes infektionstal. De reagerede dårligt nok på det, da jeg fortalte at hun næsten intet havde spist i 1 døgn. Hva fanden (undskyld mit sprog) sker der for det!? Hun er 13 måneder, hun kan ikke selv fortælle hvor hun har ondt, og hun er sej lille cookie, der åbenbart har en pænt høj smertetærskel, men at man ikke per automatik tjekker de ting, er mig et mysterie.

Derfor fik de administrerende læger en skideballe i dag, og jeg blev heldigvis mødt med ydmyghed og en stor undskyldning, for de har klart fejlet, og at det ikke var normalt at man ikke tjekkede den slags.

Så er man i det mindste usikker på hvad lægerne siger, så insisterer på at de tjekker igen og igen indtil ens fornemmelse er god. Jeg ved i hvert fald fremover, at jeg ikke vil acceptere forklaringen “det er vuggestuesyge” længere.

Puh, det var rart at få ned på skrift.

Best 9

januar 3rd, 2018 | Posted by Miss Betty in Baby | Instagram | Personligt - (1 Comments)

Disse 9 er mine mest likede billeder på Instagram. Tydeligvis et klart tema, der hedder Alice, men heldigvis også kærlighed og is. 3 yndlingsting, faktisk.

Hårbånd: Pico / Sweatshirt: H&M / Jeans: Topshop / Loafers: Sofie Schnoor

Så blev det årets sidste dag. Vildt hvor hurtigt 365 dage kan forsvinde mellem hænderne på en, uden at man næsten lægger mærke til det.

2017 har været en emotionel rutschebane, det kan der vist ikke være nogen tvivl om. Vi startede med nogle ar på sjælen, men samtidig i den vildeste kærlighedsros over Alices ankomst. Arrene kom fra den måde hun kom til verden, der var intet der kunne have forberedt os på dette, det var var satme hårdt. Følelserne sad derfor alleryderst, og der var ikke meget der skulle til, for at slå mig ud af kurs. En tur i Frederiksberg centret en dødsyg hverdagsformiddag, kunne få mig til at stresssvede og hyperventilere, så jeg havde det bedst i vores lille tresomhed. Noget omverdenen måske havde lidt svært ved at forstå, hvilket også gav lidt udfordringer…

Heldigvis er Alice en præmiebaby, der vækker følelser hos mig og hendes far vi ikke anede vi havde. Kæft hun er dejlig.

Som månederne gik, og vejret blev bedre, gik tingene også mere og mere glat for os, dog med småbumps henaf vejen. Et ekstremt tilfælde af børneeksem, hvor man skal stå og beslutte om man vil smøre sit lille barn ind i hormoncreme, var f.eks. ikke det fedeste.

Og pludselig stod man der i slutningen af september og skulle tilbage på job. Tingene kører som de skal, jeg når mine mål for året, åbner nye accounts og har masser af ideer. Bum! To måneder efter står man med en opsigelse og en fritstilling i hånden, og skal pludselig til at tage stilling til hvad man så vil.

Alice har kørt med højhastighedsygdomstoget siden hun startede i vuggestue, hvilket har givet mange søvnløse nætter for hendes far og jeg. Dertil er hun i øjeblikket i et eller andet tåbeligt tigerspring, der mildest talt gør hende en smule anstregende. Jeg ved godt, at det hele er en fase med børn, men lige nu hvor hun f.eks. nægter at falde i søvn til sin anden lur, og nærmest kravler på væggende, der synes jeg sgu hun er lidt en røv.

There, I said it.

Så hvis 2017 skal have en karakter på en skala fra 1 – 1o, befinder vi os nok i 5,5 – 6 stykker. Så klar plads til forbedring i 2018, som jeg håber bringer et nyt job på banen til mig hurtigt, at vi kommer i gang med nogle af vores utallige boligprojekter og at vi får lidt mere ro på tilværelsen i takt med at Alice bliver ældre. Og så skal vi på ferie.

Det trænger vi til.

Nytårsaften fortsætter i vores tresomhed, med en ordentlig omgang kinesisk takeout, is med chokoladesauce og film på tv´et. Der er smækket lidt serpentiner op, vi har alle 3 hatte og jeg har taget læbestift og fancy hjemmesko på. Klikkede dem hjem på udsalg, da de desværre ikke var at finde under juletræet.

I morgen skal vi spise brunch med en anden småbørnsfamilie, og så tror jeg der skal gåes en tur, and that´s it.

 

1 år i dag

december 13th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Personligt - (2 Comments)

I dag kl. 14.15, når dette indlæg udkommer, der kom mit lille vidunder til verden for et år siden.

Efter alt for mange dage med bøvl og hele Rigets menukort for igangsættelse, så skulle der et akut kejsersnit til før vi havde hende i vores arme, men ved I hvad, det var det hele værd.Hun er det skønneste lille væsen, med humor og personlighed i spandevis.

I kan læse hele min fødselsberetning her hvis det er.

Selvom hun kan være en djævlebesat møgunge engang imellem, så bliver jeg ALDRIG træt af hende. Hende (og hendes far) er det bedste der nogensinde er sket mig. Punktum.

Så hun har fået bananpandekager med til vuggestuen, og i eftermiddag kommer mormor og morfar, moster og onkel til hygge og en bid mad. Så stille og roligt.

Når livet pludselig tager en detour

december 11th, 2017 | Posted by Miss Betty in Personligt - (3 Comments)

Bedst som man gik og troede at alt var i den skønneste orden, så vælger livet en detour.

Torsdag d. 30. november (sidste dag i måneden, og så lige en afslutning på regnskabsår) fik jeg besked om at min stilling hos Universal blev nedlagt, og jeg blev opsagt.

Bum en mavepuster. Den havde jeg alligevel ikke set komme. Jeg vil ikke gå i detaljer omkring det, men kan sige så meget at det handlede om budgetter, og ikke noget med min indsats at gøre. Men det er stadig noget hø.

Så jeg er nu fritstillet frem til maj, meget hyggeligt her i december, knap så fedt når vi når til januar, og jagten på et nyt job er derfor i gang.

Men hey, så er der mere tid til bloggen. Og måske endda nogle outfit posts osv.

Jeg er i hvert fald ved godt mod, og er sikker på at der nok skal dukke noget nyt og spændende om snart.

Nu er det jul igen…

november 8th, 2017 | Posted by Miss Betty in New in | Personligt - (0 Comments)

Brdr Price – Jeg glæder mig i denne tid / Jo Malone – Bitter Orange

Eller…det er det jo ikke, men lige om lidt så er det sgu blevet december, og den unge dame fylder 1 år.

What. The. Fårk.

Sidste år på denne tid, gik jeg rundt og lignede en badebold med ben og arme, og kunne intet overskue. Jeg tror jeg nåede at hænge en stjerne eller to op i stuen en uges tid inden at vi blev indlagt til igangsættelse, så det med julestemningen var sgu så som så. Juleaften endte også med bare at være os 3, en økologisk kylling købt i en velvillig Spar der havde åbent om formiddagen d. 24. og is til dessert.

Men i år bliver det endnu vildere!

For der skal vi nemlig holde jul. Sådan rigtigt med gæster og juletræ. Eller der kommer mine forældre, men det er stadig to mere end normalt, så det tæller. Jeg er derfor begyndt så småt at varme op med en ny kogebog fra Brdr Price. Ærligt, jeg blev sgu lidt skuffet da jeg havde 5 min til lige at kigge lidt ekstra i den, for opskrifterne er måske liiiige en tand for fancy, men der er et par gode imellem så det går nok. Især skal jeg have kigget lidt nærmere på deres farserede kalkun opskrift, da det kommer til at være på menuen til jul. Jeg er ikke til hverken flæskesteg eller and, og jeg har lavet kalkun to gange før til Thanksgiving til stor succes, så kalkun it is. Min mor steger dog også lidt gris, men jeg er totalt #teamturkey.

Derudover har jeg tilføjet en ny parfume fra Jo Malone til samlingen. Hvert år laver Jo Malone sådan en holiday duft, og i år er den bygget op omkring duften af bitter appelsin, mandarin, sandaltræ og amber. Den er krydret uden at blive tung og samtidig lækker frisk. Og ret hyggelig.

Så nu er de spæde trin taget til at det forhåbentlig skal blive holly jolly Christmas hos os.

Fineste brokade slippers fra Bianco

Glitter sneakers fra Custommade

Timberland støvle i smukkeste lilla

Lækkerier fra Marni.

Lyserøde herligheder fra Stine Goya.

Fineste badesandal fra Tamaris.

 

Jeg fatter seriøst ikke hvor tiden bliver af.

Den smuldrer mellem hænderne på mig på trods af at jeg står op før fanden får sko på, og forsøger at gøre al ting på den halve tid. Men med fuldtidsjob, vuggestuebarn der i øjeblikket rager samtlige vuggestuesygdomme til sig, huske at pleje sit forhold uden at det hele går op i tøjvask/ opvask/rengøring og des lige samt at huske at få sovet lidt imellem tiden, og også være lidt social, så er jeg pt i underskud af ca 11,5 timer i døgnet.

Hvordan gør de der overskuds moms det? For slet ikke at tænke på dem med flere børn. How? What? How???? Har de den der dims Hermione har i Harry Potter, så hun kan være flere steder på en gang!?

Men altså det er ikke fordi intentionen mangler mht bloggen, det er som sagt tiden. Listen med indlæg jeg gerne vil have på er lang, og jeg skal nok også få dem på, der går bare lidt tid.

Jeg vil f.eks. gerne vise jer nogle smarte sneakers, en fiks taske, en lækker jakke, fable lidt om den bedste foundation ever (Fenty…I kid you not, Rihanna har lavet verdens bedste foundation), give jer en update på livet som mor, fortælle lidt om et spændende event jeg var til omhandlede d-dråber (det er mere spændende end det lige lød), lave en juleønskeliste osv osv osv. Men som sagt, jeg er lidt bagud på tid så bær over med mig.

Som pausebillede imens får I hermed lidt shoeporn. Nogle af sagerne skal vi vente til foråret med at kunne få (de der glimmer sneaks skal jeg så meget have) og noget kan allerede fås nu som f.eks. de svine lækre Timberland støvler.

 

Jeg håber, at I vil hænge på lidt endnu og have lidt tålmodighed med mig.

Som Take That sang…have a little patience.

Sådan her har jeg det i dag

september 24th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Barsel | Personligt - (0 Comments)

Jeg starter job igen i morgen, og skal så ikke længere bruge al min tid med hende her. Godt nok starter jeg blidt op med kun 3 dage i denne og næste uge, men jeg hader det stadig.

Ej, det skal nok blive godt både for hende og mig, men for satan jeg kommer til at savne hende.

Og ja, jeg er uden makeup, i ammetop og med ammeknold, der stadig er rodet fra jeg stod op.

Nå men wish me luck…I´m going to need it.

En uge tilbage…

september 18th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Barsel | Personligt - (2 Comments)

Bum. Med et, er der nu kun en uge tilbage af min barsel. Næste mandag skal jeg tidligt op, og vende snuden mod kontoret.

Fuck.

De sidste 9 måneder, og igen de der 37 uger og 4 dage hun var indenfor, har været det vildeste ride, på godt og ondt. Den ultimative, emotionelle rutschebane.

Jeg havde ALDRIG i min vildeste fantasi, forestillet mig at man kunne føle det jeg føler for det lille menneske, der kom ud kl tirsdag d. 13. december 2016. Hun har vendt op og ned på mit og min mands liv, og vist os kærlighed af hidtil ukendte dimensioner.

Det er derfor lidt af en mundfuld, at skulle indse at jeg om en uge ikke længere skal hænge ud med hende 24/7. At fra starten af oktober, skal nogle pædagoger tage sig af hende de fleste af hendes vågne timer, imens jeg sidder på et kontor langt væk fra hende. At de kan komme til at se hende foretage nogle store skridt i hendes liv, se hende grine stort, at hun skal trøstes af dem og ikke mig, hendes mor, når hun slår sig eller er ked af det.

Det er i grunden et mærkeligt samfund vi har, at når børn virkelig begynder at blive rigtige små mennesker med personlighed, så skal man overlade dem til fremmede. Jeg ved godt, at vi har det godt i DK med barselsordninger og barselsdagpenge and what have you, men det er da absurd når man tænker over det.

Hvis bare man kunne vinde de der mange millioner i lotto, så penge ikke var et problem, for det er jo det der afgører det hele. Der skal penge på kontoen og brød på bordet, men for pokker altså… Hvis jeg bare kunne få et par måneder mere med hende.

Som I nok kan læse, så har jeg fået mig en seriøs omgang seperationsangst, og hvor jeg før jeg gik på barsel, troede at jeg villle glæde mig til at komme tilbage, så er det sgu med en seriøs klump i halsen at jeg tæller ned. Hun bliver derfor krammet og kysset ekstra meget, hvad enten hun gider eller ej.

Jeg forestiller mig derfor at jeg nok kommer til at sidde med store våd, øjne og telefonen knuget i hånden, når hun begynder i vuggestuen, Heldigvis er hendes far hjemme, men jeg regner med at han skal trøste mig mere end hende.

Puh, bare at skrive det her, giver mig tårer i øjnene. Nu tror jeg at jeg vil hoppe i seng, og lige give hende et ekstra kys på panden inden jeg sover.