Bare kald mig babydriver

august 16th, 2018 | Posted by Miss Betty in Personligt - (2 Comments)

Nåmen så skete det her i dag. Danmarks veje er ikke længre sikre. Eller, i hvert fald ikke om et par uger.

Jeg har besluttet at nu er tiden inde til at jeg skal på vejene igen. For jeg har et kørekort. Jeg tog det tilbage i 2001 tror jeg måske det var. Jeg var allerhelvedes lang tid om det, og skiftede køreskole undervejs, men jeg nailede både teori og køreprøve i første hug, og så kørte jeg ludt rundt i måske et års tid, og så stoppede det bare. Jeg ved ikke hvorfor, jeg satte mig bare ikke bag rattet. Og jo længere der gik, des mere nervøs blev jeg for at køre, og pludeslig var der gået en 17 – 18 år.

How the hell did that happen?

Men nu er jeg i den situation, hvor jeg skal køre rundt på mit nye job, og med Alice, bedsteforældre på både Vestegnen og Nordsjælland, venner der flytter til forstæderne og indkøb der kan få en cykel til at bukke under, så begynder en bil virkelig at være en nødvendighed. Og når jeg nu får en stillet til rådighed, så tog det ikke lang tid at beslutte hvad der nu skulle ske.

Jeg havde læst om Anita (eller Autonita) på nogle forældregrupper på Facebook, og vidste at hun virkelig var god til at skabe ro, selvtillid og styre nervøsitet, hvis man ikke havde kørt længe, så beslutningen var rimelig nem at tage, og jeg havde min første time i formiddags. Anita havde sagt at vi ville starte et roligt sted, så jeg fik lidt klamme håndflader da vi parkerede på Islands Brygge, og hun sagde at vi skulle bytte plads. Men jeg fik reguleret spejle, rat og sæde, tog nogle dybe åndedræt og så satte vi i gang.

Den første halve time snakkede jeg som et vandfald, havde skuldrene oppe om ørerne og en særdeles svedig ryg, men vi kom da sikkert ud til et eller andet villakvarter ude på Amager. Her bad Anita mig tage en dyb indånding og reflektere over hvordan turen var gået. Og det var sgu egentlig ok. Koblingspunktet var der med det samme, og jeg fik holdt et nogenlunde stabilt tempo hele tiden. Så da vi satte os ind igen, gik det faktisk bedre. Jeg plabrede ikke så meget, havde mere styr på gearskift og bremsningen gik fint.

Da der var gået ca 45 min og min første lektion var ovre, spurgte hun om jeg stadig følte mig frisk til at fortsætte. Jo jo, sagde jeg kækt og 5 min senere havde vi kurs mod Rådhuspladsen. Que de svedige håndflader. Men jeg kom rundt, og vi var inde og vende ved Nørreport i tæt trafik, hvilket var rimelig crazy. Faktisk var der “kun” 2 episoder, hvor Anita måtte træde til, og de skete begge indenfor de sidste 10 min af min 2. lektion. Da jeg var kommet sikkert i havn i Nansensgade, forklarede hun mig at de formentlig var sket fordi jeg var træt, og så igen, den manglende rutine for det var i to komplicerede sving, men hun roste mig for det var faktisk ok. Så klap på skulderen til mig.

Det med at være træt var sådan lidt underligt, for jeg følte mig egentlig ikke træt, men da jeg var steget ud af bilen,og havde fået låst cyklen op, kunne jeg mærke det i mine lægge, i mine skuldre og i mit hoved. Jeg havde det som om jeg havde gennemført et træningspas eller lign.

Næste lektion er fredag i næste uge, og så skal jeg rulle lidt rundt i sikre områder (læs: uden særlig mange biler) så jeg kan få mere rutine og selvtillid til min kørsel. Og hvis jeg synes det, skal jeg have en tredje lektion, men ellers mente hun at det ville være nok. Rimelig crazy. Så i dag har jeg gået rundt og sagt til mig selv, at jeg er et klogt menneske, og dummere mennesker har et kørekort og farer rundt på veje, så det kan jeg satme da også.

Så beep beep derude, og hvis nogle ved hvor man kan købe et Skolevogn skilt, så hit me up. Så kan man da altid bruge det som undskylding hvis det er helt galt…

Tillykke Madonna!

august 16th, 2018 | Posted by Miss Betty in Personligt - (0 Comments)

Den ultimative dronning har fødselsdag!

Madonna – the one and only – fylder 60 år i dag, og det skal jeg hylde. Det kan ikke diskuteres.

Det antal gange jeg har hørt hendes albums kan ikke tælles. Jeg har været fan siden slut 80´erne, har klædt mig ud som hende, min allerførste CD var hendes (Erotica, lidt akavet når man kun kunne høre det i stuen imens ens mor strøg skjorter), Desperately Seeking Susan er en af mine yndlingsfilm, jeg har set hende live flere gange og har været så heldig at arbejde med hende. Eller…ikke direkte…that never happens, men jeg har afholdt flere events og releases med hende. Og det er jeg satme stolt af.

Jeg tror ikke jeg kan nævne en yndlingssang eller video, der er simpelthen for mange at vælge imellem, men Burning Up, Take a Bow, Bad Girl, Candy Perfume Girl, How High, What It Feels Like For A Girl er fantastiske. Og det er bare en brøkdel. Der er simpelthen for mange at vælge imellem.

At hun samtidig har været en af de stærkeste kvinder igennem de sidste 4 årtier, der har kæmpet for kvinders rettigheder, for LGTBQ folks rettigheder, har kæmpet imod sexisme, ageism og turde sige sin mening igennem år, hvor det ikke var noget kvnder gjorde. Hun er ikke bare mit idol, hun er også en rollemodel for mig, og har været en støttende stemme, når jeg har været et dårligt sted i mit liv.

Madonna har næsten altid været i mit liv, og det kommer hun til at blive for evigt.

Madonna, tillykke med dagen, må du få en skøn dag.

Når kundeservice overrasker

august 14th, 2018 | Posted by Miss Betty in Personligt - (0 Comments)

I dag har virkelig været mandag på en tirsdag. Holy crap.

Til gengæld havde jeg en så positiv oplevelse i en butik, at jeg nærmest gik derfra og havde lyst til at råbe det til alle. Men mere om det senere…

Jeg besluttede mig for, at formiddagen skulle bruges i Bavnehøj friluftsbad, og jeg – smart som jeg nu er – tænkte at de naturligvis åbnede tidligere. Som de jo plejer…ahem. Så Alice blev iført cykelhjelm, mig i træningstøj, for jeg skulle jo bare ned og bade og havde taget skiftetøj med, og så gik turen mod vuggestuen. Aflevering gik fint, fik en sludder med en af de andre forældre og så af sted mod Bavnehøj.

Her er det så at man kan lære, altid liiige at dobbelttjekke åbningstider, for de åbnede sørme først kl 12 on tirsdagen. What to do. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg tog hjem, så kom jeg formentlig ikke af sted igen, så jeg tænkte “Aha…jeg henter den der pakke med tøj til Alice i Zara”.  Smart i en fart, tænkte jeg og hjulede af sted mod indre by.

Jeg var dog i lidt for god tid, så nappede noget hurtig morgenmad og så stod jeg ellers i Zara. Som desuden udtales som navnet og ikke Za-Ra som nogle mener at det hedder. Jeg spurgte nemlig derinde… Sidespor. Jeg tænkte, at når jeg nu havde lidt tid så kunne jeg lige tjekke de nye varer ud, og da jeg i prøverummet finder en super fin skjorte, så kommer jeg i tanke om at jeg da ikke tog min pung med. Skjorte bliver derfor i butikken, og jeg forsøger at finde ud af hvordan jeg kan få udleveret min pakke uden ID.

Ved kassen forklarer jeg min lidt lange historie og flasher billeder og andet som bevis på at jeg er hvem jeg er, og at pakken med 3 styk tøj i str 92/98 er bestilt og betalt af mig. Succes!

Jeg tuller lidt mere rundt – har trods alt stadig en halvanden times tid at slå ihjel – og havner i Hay House.

Det første jeg spørger om da jeg kommer ind, er om de tager Mobilepay. Det gør de ikke, men en sød ekspedient siger at det finder vi nok ud af. Hende kommer jeg til at snakke en del med da jeg spørger ind til en skål, og hun kigger hele deres katalog igennem, og senere fortæller mig om deres nye vaser. Anyway jeg får samlet lidt sammen, og spørger hende hvordan jeg kan komme til at betale for dem, hvorefter hun beder mig vente i 2 min så hun kan hente sin pung. Så skal jeg bare overføre beløbet til hende, så betaler hun i butikken. Ahhmen altså hvor sødt er det lige!?

Derudover pakkede hun alt super fint ind, fandt en papkasse til en vase og tog min Zara kasse og puttede i en super fin pose. Det var simpelthen service på et helt nyt niveau, som man – desværre – meget sjældent oplever herhjemme.

Og selvom resten af dagen også havde sine udfordringer, så gjorde Helle fra Hay House det hele ok.

Så Helle, hvem end nu du er, så skal du have et kæmpe stort tak fordi du gjorde min shoppingoplevelse helt speciel.

Og jep, jeg kom ned og svømme.

Livet som mor so far part 9

august 7th, 2018 | Posted by Miss Betty in Baby | Personligt - (1 Comments)

Det er efterhånden et halvt år siden I sidst fik en update på hvordan det går med det der mor liv.

Holdnuop der sker ting og sager.

  • Ordforrådet bliver større og større. Jeg tror vi er oppe på omkring 10 dyrelyde, vi kan kommunikere med hende om hvad hun vil, og vi kan bede hende om hente ting. Hun fotæller os hvis hun er sulten eller når hun er mæt. Hvis hun er tørstig eller træt. Hvis hun savner et stykke legetøj eller vil have sin sut. Hun snakker non stop og der dukker flere og flere ord op. Igår var det f.eks støvsuger.
  • Det er fantastisk at se hende blive begejstret for noget. Lad det være tegnefilm, mad, musik eller fis og ballade. Hun er så animeret i sit ansigt.
  • Folks holdninger om vi skal have flere børn. Det skal vi ikke. Men det lader til at den slags er helt uacceptabelt at sige. Seriøst, folk tager gerne en mindre diskussion om det. Lad os nu om det, og bland jer udenom. Tak.
  • Tanken om at hun i næste uge rykker ind på sit eget værelse. Ja, det sker først nu. Og moren er hundeangst. Jeg ved godt, at det er for det bedste både for hende og os, men aarrhhjjj det bliver mærkeligt.

I´m back!

juli 27th, 2018 | Posted by Miss Betty in Personligt - (4 Comments)

Bøllehat / Ganni (lign)

Jeg er tilbage! Har I savnet mig?

Formentlig ikke, og det er helt ok, men nu er jeg igen, med fornyet energi og inspiration.

Nåmen, hvad er der så sket siden sidst? Joe, som I måske husker gik jeg rundt og ledte efter et job, og det var satme ikke for børn. Man skal jo nærmest lave power point præsentationer eller video indslag for at få et job i disse dage. Det der med at skitsere det hele ned i et word dokument, det gør man ikke mere. Næ nu skal det være visuelt med portfolios and whatnot.

 Men jeg fik et job, et rigtig spændende et endda i en relativ ny, dansk virksomhed med masser af muligheder. Desværre var matchet bare ikke det rigtige. Vi var ikke helt enige om hvordan det hele skulle forløbe, hvad mål osv var, og jeg følte at jeg arbejdede 24/7 uden at nå i mål med noget, så efter lidt mere end 2 måneder, sagde vi tak og farvel. Og jeg gik derfra med en masse erfaring og indsigt, som gav mig mere ro.

Men hvad så nu? Jo, ser I, jeg har faktisk allerede et job på beding. Et job der matcher mine kvalificationer, og har alle de elementer som jeg elskede fra mit job hos Universal.

I får mere info asap.

Derudover har jeg hængt ud med min lille familie, hvor der er fuld knald på. Alice er blevet et rigtigt menneske nu med meninger og et sprog som gør at man rent faktisk kan kommunikere med hende, og det er eddermame vildt. Holdnuop hun er sjov. Tempoet er så også skruet op til max, så vi løber hurtigt og har ikke mange r0lige øjeblikke for tiden.

Så det er status herfra. Med meget mere på vej.

Hvorfor må pigerne ikke være med?

februar 27th, 2018 | Posted by Miss Betty in Baby | Personligt - (0 Comments)

Sweatshirt

Kære H&M,

Hvorfor må pigerne ikke være med?

Forleden var jeg en tur i den lokale H&M, for at shoppe lidt nyt vuggestuetøj til den unge dame. Hun er ved at være oppe i størrelse 86 (man er jo også snart 15 måneder), så der skal noget nyt til. Jeg elsker H&M, især til hende, men jeg synes desværre at de har en tendens til at gøre pigetøjet MEGET piget, og drengetøjet lidt mere sejt og sjovt. Og jeg gider ikke kattekillinger og lyserød på lyserød. Nej, hun skal være sej, hun skal have det sjovt og hun skal vide at der ikke er noget der hedder drenge og pigefarver.

Derfor faldt det mig for brystet, da jeg spottede ovenstående hængende i drengesektionen. Umiddelbart er den jo pænt unisex, så hvorfor pokker hænger den ikke i begge sektioner? Måske jeg lægger for meget vægt i det, men i disse #timesup tider m.m., så er det et pænt powerfuldt statement at differentiere kønnene på.

Jeg købte den, for det er præcist det statement jeg vil have at hun skal leve efter. Hun må aldrig føle sig begrænset pga sit køn.

Men helt ærligt H&M, det er sgu en ommer. Tiden er altså inde til gender neutral tøj, og skal I lave statement shirts, så inkluder dem i begge sektioner.

Work wear

februar 22nd, 2018 | Posted by Miss Betty in Mode | Outfit | Personligt | Want - (0 Comments)

Bluse: Esprit / Briller: Kaibosh / Bukser: By Malene Birger /

Taske: Ganni / Mules: By Malene Birger

Det begynder at lysne på jobfronten. Ikke noget bekræftet endnu, men der sker i hvert fald noget nu. Så jeg håber (fingers crossed) at jeg meget snart skal begynde at tænke  i workwear. På Uni var der ingen dresscode eller lign, folk kunne mere eller mindre havde det på de ville, men der var en slags…aversion mod at klæde sig “pænt”. Enten var det super afslappet – stort set alle gik i sneakers – eller også var det meget klassisk casual chic. Men høje (ish) hæle var der stort set ingen der gik i. Ok, jeg gjorde det heller ikke da jeg kom tilbage, men inden jeg blev babymaskine, har jeg da haft hæle på utallige gange.

Ovenstående kunne være super passende de fleste steder. Blusen fra Esprit er helt perfekt til mig og min nuværende krop. Jeg elsker, som bekendt, striber, men den lille faux skjortekant eller flæse om man vil, er en perfekt forklædning til den post graviditetsdunk jeg render rundt med. I blame chocolate.

Derudover så er et par sorte, cropped slacks jo den ultimative work wear stable, og tilsat et par funky mules i slangeskind, kunne dette outfit tage en fra aflevering i vugger til møder osv. Hælen er f.eks. ikke så høj, så den burde være til at have med at gøre.

Lidt lækre accessories, som den hvide taske med blå accenter fra Ganni er jo så fin og forårsagtig, og så skal jeg have mig et par nye briller. Et område jeg dumt nok har nedprioriteret fordi jeg ikke orker at få lavet en synstest. Måske det skal være morgendagens opgave!? De må godt være lidt anderledes, det synes jeg godt at jeg kan tillade mig, og det har jeg egentlig også lyst til. Så længe de stadig fungerer om et år, så det er ikke fordi jeg er ude i en Dame Edna brille, men ovenstående er et meget godt bud.

Men tag lige og kryds fingre og send gode vibes min vej. Så kan det være at I en dag kommer til at se dette outfit irl.

 

Vi ser skøjteprinser og gearer op til blodprøver og iltmaske.

For satan det var hårdt.

Aftensmad, drøn træt barn og arsenalet af drikkevarer vi forsøgte at få i hende (minus cola, den er min)

For satan altså, 2018 viser sig ikke fra sin bedste side.

Den unge dame har været sløj mere eller mindre fra starten af året med forkølelse og masser af hoste. Faktisk så meget hoste, at jeg allerede fik hende tjekket tilbage i slutningen af november, men fik beskeden, at det var normalt at de hostede længe.

Nå nå så, men så var der igen i december, hvor vi også lige var en tur forbi lægen, og da hun var til 1 års undersøgelse for 2 uger siden lyttede de også på hende, for hosten var tiltaget. Ingen grund til bekymring, det var bare vuggestuepesten, og helt normalt.

Nå nå så, hjem kom vi og så fik hun feber samme aften. Nu var hun også blevet vaccineret, så jeg tænkte det nok var det der var skyld i feber, men noterede mig at den lå i den høje ende. Næste morgen, stadig feber = ingen vuggestue.

Dagen efter igen var hun så fit for fight man nu engang kan blive med forkølelse og hosteanfald om natten, så af sted kom hun, og det resulterede i et brandende varmt barn om aftenen, og endnu en dag hjemme fra vuggestue. I weekenden røg hendes stemme, så hun lød som Bonnie Tyler og Rod Stewarts kærlighedsbarn, og til hendes fødselsdag som vi holdte en måned forskudt, var hun godt nok en smule klatøjet at se på. Igen, nattelige hosteanfald kan ødelægge enhvers søvn, så vi gav det skylden.

Tirsdag aften = 39,8 i feber. Akuttid hos lægen onsdag, der lyttes på hende igen men samme besked som før: ikke lungebetændelse, bare en god omgang forkølelse. Torsdag er der stadig feber, appetit og drikkelyst begynder at halte, jeg aftaler med lægesekretæren at jeg ringer fredag hvis der fortsat er feber. Torsdag nat hoster hun så meget at hun kaster op. Fredag morgen stadig samme høje feber, og vi får endnu en akuttid. Her bliver hun tilset af 2 læger, og læge #2 synes lige at vi skal smutte forbi Herlev Børneafdeling, bare så vi kan få ro på inden weekenden. Han mener 100% at vi nærmest vil blive sendt hjem med det samme, og vi føler lidt at vi bare “lorten der bliver sendt videre”, fordi vi har været der en del gange på det seneste, og Alice virker ved ok mod.

Vi får fat i morfars taxa service, og så kører vi af sted. Efter lidt for lang ventetid, med et kogende barn, der slet ikke kan finde ro, bliver vi endelig tilset. Fortsat feber, infektionstal er forhøjede. Vi bliver inlogeret på en stue, og skal afvente læge samt en sygeplejerske der skal komme med noget panodil til hende. Lægen kommer, lyser i øret, tjekker halsen, lytter på hende og kommer med diagnosen: astmatisk bronkitis, mellemørebetændelse og halsbetændelse plus den ondeste forkølelse.

Bum. Hun skal have penicilin, smertestillende samt 3×10 min ilt med medicin i, til at hjælpe på åndedrættet. Jeg tager mig lige en tudetur. Men personalet er super gode, og selvom det er noget af det mest grænseoverskridende at skulle sidde og fastholde sit barn, for at det kan få behandling, så klarer hun det så sejt. Jeg kører børnesangsrepertoiret igennem når hun har maske på imens far holder fast.

Kl ca 22.30 bliver vi endelig sendt hjem med et barn der er så træt, at hun ikke kan finde ud af noget som helst. Med os har vi desuden penicilin, smertestillende piller samt et skema, så vi kan monitorere hendes væskeindtag de næste 24 timer.

Natten er noget hø, lørdagen går i et meget langsomt tempo, hvor vi kæmper for at få både det ene og det andet i hende. Endnu en nat med roderi, gråd og minus søvn, men søndag begynder det at ligne noget.

Klip til i dag, hvor vi er færdige med penicilin, og nu “kun” bøvler med snot. Hun skal blive hjemme ugen ud, da hendes immunforsvar er skudt totalt i smadder. Til gengæld fejler appetiten ingenting, hvilket er godt. For hun smed lige 1/10 del af sin vægt i løbet af ugen, og det er satme meget noget man endnu ikke har ramt de 10 kg.

Og dette leder mig til det med vores praktiserende læge. Ingen af dem vi havde været hos i dagene op til havde tjekket hendes ører eller hals. Ingen af dem havde tjekket hendes infektionstal. De reagerede dårligt nok på det, da jeg fortalte at hun næsten intet havde spist i 1 døgn. Hva fanden (undskyld mit sprog) sker der for det!? Hun er 13 måneder, hun kan ikke selv fortælle hvor hun har ondt, og hun er sej lille cookie, der åbenbart har en pænt høj smertetærskel, men at man ikke per automatik tjekker de ting, er mig et mysterie.

Derfor fik de administrerende læger en skideballe i dag, og jeg blev heldigvis mødt med ydmyghed og en stor undskyldning, for de har klart fejlet, og at det ikke var normalt at man ikke tjekkede den slags.

Så er man i det mindste usikker på hvad lægerne siger, så insisterer på at de tjekker igen og igen indtil ens fornemmelse er god. Jeg ved i hvert fald fremover, at jeg ikke vil acceptere forklaringen “det er vuggestuesyge” længere.

Puh, det var rart at få ned på skrift.

Best 9

januar 3rd, 2018 | Posted by Miss Betty in Baby | Instagram | Personligt - (1 Comments)

Disse 9 er mine mest likede billeder på Instagram. Tydeligvis et klart tema, der hedder Alice, men heldigvis også kærlighed og is. 3 yndlingsting, faktisk.

Hårbånd: Pico / Sweatshirt: H&M / Jeans: Topshop / Loafers: Sofie Schnoor

Så blev det årets sidste dag. Vildt hvor hurtigt 365 dage kan forsvinde mellem hænderne på en, uden at man næsten lægger mærke til det.

2017 har været en emotionel rutschebane, det kan der vist ikke være nogen tvivl om. Vi startede med nogle ar på sjælen, men samtidig i den vildeste kærlighedsros over Alices ankomst. Arrene kom fra den måde hun kom til verden, der var intet der kunne have forberedt os på dette, det var var satme hårdt. Følelserne sad derfor alleryderst, og der var ikke meget der skulle til, for at slå mig ud af kurs. En tur i Frederiksberg centret en dødsyg hverdagsformiddag, kunne få mig til at stresssvede og hyperventilere, så jeg havde det bedst i vores lille tresomhed. Noget omverdenen måske havde lidt svært ved at forstå, hvilket også gav lidt udfordringer…

Heldigvis er Alice en præmiebaby, der vækker følelser hos mig og hendes far vi ikke anede vi havde. Kæft hun er dejlig.

Som månederne gik, og vejret blev bedre, gik tingene også mere og mere glat for os, dog med småbumps henaf vejen. Et ekstremt tilfælde af børneeksem, hvor man skal stå og beslutte om man vil smøre sit lille barn ind i hormoncreme, var f.eks. ikke det fedeste.

Og pludselig stod man der i slutningen af september og skulle tilbage på job. Tingene kører som de skal, jeg når mine mål for året, åbner nye accounts og har masser af ideer. Bum! To måneder efter står man med en opsigelse og en fritstilling i hånden, og skal pludselig til at tage stilling til hvad man så vil.

Alice har kørt med højhastighedsygdomstoget siden hun startede i vuggestue, hvilket har givet mange søvnløse nætter for hendes far og jeg. Dertil er hun i øjeblikket i et eller andet tåbeligt tigerspring, der mildest talt gør hende en smule anstregende. Jeg ved godt, at det hele er en fase med børn, men lige nu hvor hun f.eks. nægter at falde i søvn til sin anden lur, og nærmest kravler på væggende, der synes jeg sgu hun er lidt en røv.

There, I said it.

Så hvis 2017 skal have en karakter på en skala fra 1 – 1o, befinder vi os nok i 5,5 – 6 stykker. Så klar plads til forbedring i 2018, som jeg håber bringer et nyt job på banen til mig hurtigt, at vi kommer i gang med nogle af vores utallige boligprojekter og at vi får lidt mere ro på tilværelsen i takt med at Alice bliver ældre. Og så skal vi på ferie.

Det trænger vi til.

Nytårsaften fortsætter i vores tresomhed, med en ordentlig omgang kinesisk takeout, is med chokoladesauce og film på tv´et. Der er smækket lidt serpentiner op, vi har alle 3 hatte og jeg har taget læbestift og fancy hjemmesko på. Klikkede dem hjem på udsalg, da de desværre ikke var at finde under juletræet.

I morgen skal vi spise brunch med en anden småbørnsfamilie, og så tror jeg der skal gåes en tur, and that´s it.