Bare kald mig babydriver

august 16th, 2018 | Posted by Miss Betty in Personligt

Nåmen så skete det her i dag. Danmarks veje er ikke længre sikre. Eller, i hvert fald ikke om et par uger.

Jeg har besluttet at nu er tiden inde til at jeg skal på vejene igen. For jeg har et kørekort. Jeg tog det tilbage i 2001 tror jeg måske det var. Jeg var allerhelvedes lang tid om det, og skiftede køreskole undervejs, men jeg nailede både teori og køreprøve i første hug, og så kørte jeg ludt rundt i måske et års tid, og så stoppede det bare. Jeg ved ikke hvorfor, jeg satte mig bare ikke bag rattet. Og jo længere der gik, des mere nervøs blev jeg for at køre, og pludeslig var der gået en 17 – 18 år.

How the hell did that happen?

Men nu er jeg i den situation, hvor jeg skal køre rundt på mit nye job, og med Alice, bedsteforældre på både Vestegnen og Nordsjælland, venner der flytter til forstæderne og indkøb der kan få en cykel til at bukke under, så begynder en bil virkelig at være en nødvendighed. Og når jeg nu får en stillet til rådighed, så tog det ikke lang tid at beslutte hvad der nu skulle ske.

Jeg havde læst om Anita (eller Autonita) på nogle forældregrupper på Facebook, og vidste at hun virkelig var god til at skabe ro, selvtillid og styre nervøsitet, hvis man ikke havde kørt længe, så beslutningen var rimelig nem at tage, og jeg havde min første time i formiddags. Anita havde sagt at vi ville starte et roligt sted, så jeg fik lidt klamme håndflader da vi parkerede på Islands Brygge, og hun sagde at vi skulle bytte plads. Men jeg fik reguleret spejle, rat og sæde, tog nogle dybe åndedræt og så satte vi i gang.

Den første halve time snakkede jeg som et vandfald, havde skuldrene oppe om ørerne og en særdeles svedig ryg, men vi kom da sikkert ud til et eller andet villakvarter ude på Amager. Her bad Anita mig tage en dyb indånding og reflektere over hvordan turen var gået. Og det var sgu egentlig ok. Koblingspunktet var der med det samme, og jeg fik holdt et nogenlunde stabilt tempo hele tiden. Så da vi satte os ind igen, gik det faktisk bedre. Jeg plabrede ikke så meget, havde mere styr på gearskift og bremsningen gik fint.

Da der var gået ca 45 min og min første lektion var ovre, spurgte hun om jeg stadig følte mig frisk til at fortsætte. Jo jo, sagde jeg kækt og 5 min senere havde vi kurs mod Rådhuspladsen. Que de svedige håndflader. Men jeg kom rundt, og vi var inde og vende ved Nørreport i tæt trafik, hvilket var rimelig crazy. Faktisk var der “kun” 2 episoder, hvor Anita måtte træde til, og de skete begge indenfor de sidste 10 min af min 2. lektion. Da jeg var kommet sikkert i havn i Nansensgade, forklarede hun mig at de formentlig var sket fordi jeg var træt, og så igen, den manglende rutine for det var i to komplicerede sving, men hun roste mig for det var faktisk ok. Så klap på skulderen til mig.

Det med at være træt var sådan lidt underligt, for jeg følte mig egentlig ikke træt, men da jeg var steget ud af bilen,og havde fået låst cyklen op, kunne jeg mærke det i mine lægge, i mine skuldre og i mit hoved. Jeg havde det som om jeg havde gennemført et træningspas eller lign.

Næste lektion er fredag i næste uge, og så skal jeg rulle lidt rundt i sikre områder (læs: uden særlig mange biler) så jeg kan få mere rutine og selvtillid til min kørsel. Og hvis jeg synes det, skal jeg have en tredje lektion, men ellers mente hun at det ville være nok. Rimelig crazy. Så i dag har jeg gået rundt og sagt til mig selv, at jeg er et klogt menneske, og dummere mennesker har et kørekort og farer rundt på veje, så det kan jeg satme da også.

Så beep beep derude, og hvis nogle ved hvor man kan købe et Skolevogn skilt, så hit me up. Så kan man da altid bruge det som undskylding hvis det er helt galt…

You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 You can leave a response, or trackback.

2 Responses



Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *