Outfit #154 – og lidt tanker om 2017

december 31st, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | New in | Outfit | Personligt

Hårbånd: Pico / Sweatshirt: H&M / Jeans: Topshop / Loafers: Sofie Schnoor

Så blev det årets sidste dag. Vildt hvor hurtigt 365 dage kan forsvinde mellem hænderne på en, uden at man næsten lægger mærke til det.

2017 har været en emotionel rutschebane, det kan der vist ikke være nogen tvivl om. Vi startede med nogle ar på sjælen, men samtidig i den vildeste kærlighedsros over Alices ankomst. Arrene kom fra den måde hun kom til verden, der var intet der kunne have forberedt os på dette, det var var satme hårdt. Følelserne sad derfor alleryderst, og der var ikke meget der skulle til, for at slå mig ud af kurs. En tur i Frederiksberg centret en dødsyg hverdagsformiddag, kunne få mig til at stresssvede og hyperventilere, så jeg havde det bedst i vores lille tresomhed. Noget omverdenen måske havde lidt svært ved at forstå, hvilket også gav lidt udfordringer…

Heldigvis er Alice en præmiebaby, der vækker følelser hos mig og hendes far vi ikke anede vi havde. Kæft hun er dejlig.

Som månederne gik, og vejret blev bedre, gik tingene også mere og mere glat for os, dog med småbumps henaf vejen. Et ekstremt tilfælde af børneeksem, hvor man skal stå og beslutte om man vil smøre sit lille barn ind i hormoncreme, var f.eks. ikke det fedeste.

Og pludselig stod man der i slutningen af september og skulle tilbage på job. Tingene kører som de skal, jeg når mine mål for året, åbner nye accounts og har masser af ideer. Bum! To måneder efter står man med en opsigelse og en fritstilling i hånden, og skal pludselig til at tage stilling til hvad man så vil.

Alice har kørt med højhastighedsygdomstoget siden hun startede i vuggestue, hvilket har givet mange søvnløse nætter for hendes far og jeg. Dertil er hun i øjeblikket i et eller andet tåbeligt tigerspring, der mildest talt gør hende en smule anstregende. Jeg ved godt, at det hele er en fase med børn, men lige nu hvor hun f.eks. nægter at falde i søvn til sin anden lur, og nærmest kravler på væggende, der synes jeg sgu hun er lidt en røv.

There, I said it.

Så hvis 2017 skal have en karakter på en skala fra 1 – 1o, befinder vi os nok i 5,5 – 6 stykker. Så klar plads til forbedring i 2018, som jeg håber bringer et nyt job på banen til mig hurtigt, at vi kommer i gang med nogle af vores utallige boligprojekter og at vi får lidt mere ro på tilværelsen i takt med at Alice bliver ældre. Og så skal vi på ferie.

Det trænger vi til.

Nytårsaften fortsætter i vores tresomhed, med en ordentlig omgang kinesisk takeout, is med chokoladesauce og film på tv´et. Der er smækket lidt serpentiner op, vi har alle 3 hatte og jeg har taget læbestift og fancy hjemmesko på. Klikkede dem hjem på udsalg, da de desværre ikke var at finde under juletræet.

I morgen skal vi spise brunch med en anden småbørnsfamilie, og så tror jeg der skal gåes en tur, and that´s it.

 

You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 You can leave a response, or trackback.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *