En uge tilbage…

september 18th, 2017 | Posted by Miss Betty in Baby | Barsel | Personligt

Bum. Med et, er der nu kun en uge tilbage af min barsel. Næste mandag skal jeg tidligt op, og vende snuden mod kontoret.

Fuck.

De sidste 9 måneder, og igen de der 37 uger og 4 dage hun var indenfor, har været det vildeste ride, på godt og ondt. Den ultimative, emotionelle rutschebane.

Jeg havde ALDRIG i min vildeste fantasi, forestillet mig at man kunne føle det jeg føler for det lille menneske, der kom ud kl tirsdag d. 13. december 2016. Hun har vendt op og ned på mit og min mands liv, og vist os kærlighed af hidtil ukendte dimensioner.

Det er derfor lidt af en mundfuld, at skulle indse at jeg om en uge ikke længere skal hænge ud med hende 24/7. At fra starten af oktober, skal nogle pædagoger tage sig af hende de fleste af hendes vågne timer, imens jeg sidder på et kontor langt væk fra hende. At de kan komme til at se hende foretage nogle store skridt i hendes liv, se hende grine stort, at hun skal trøstes af dem og ikke mig, hendes mor, når hun slår sig eller er ked af det.

Det er i grunden et mærkeligt samfund vi har, at når børn virkelig begynder at blive rigtige små mennesker med personlighed, så skal man overlade dem til fremmede. Jeg ved godt, at vi har det godt i DK med barselsordninger og barselsdagpenge and what have you, men det er da absurd når man tænker over det.

Hvis bare man kunne vinde de der mange millioner i lotto, så penge ikke var et problem, for det er jo det der afgører det hele. Der skal penge på kontoen og brød på bordet, men for pokker altså… Hvis jeg bare kunne få et par måneder mere med hende.

Som I nok kan læse, så har jeg fået mig en seriøs omgang seperationsangst, og hvor jeg før jeg gik på barsel, troede at jeg villle glæde mig til at komme tilbage, så er det sgu med en seriøs klump i halsen at jeg tæller ned. Hun bliver derfor krammet og kysset ekstra meget, hvad enten hun gider eller ej.

Jeg forestiller mig derfor at jeg nok kommer til at sidde med store våd, øjne og telefonen knuget i hånden, når hun begynder i vuggestuen, Heldigvis er hendes far hjemme, men jeg regner med at han skal trøste mig mere end hende.

Puh, bare at skrive det her, giver mig tårer i øjnene. Nu tror jeg at jeg vil hoppe i seng, og lige give hende et ekstra kys på panden inden jeg sover.

You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 You can leave a response, or trackback.

2 Responses

  • Annette says:

    Føj hvor jeg husker det. Den første tid var bare ikke sjov.
    Men jeg vil bare sige at ja der er andre der skal trøste mm men det bliver bare så gladt et barn man er sammen med i weekenden fordi det bliver stimuleret på en anden måde. Lidt ligesom man selv gør ved at komme ud og tale med ligesidende igen. Håber det giver lidt menig hvad jeg prøver at skrive.
    /Annette



Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *