Sælg mig nu bare den nederdel!

april 29th, 2017 | Posted by Miss Betty in Want - (0 Comments)

ARGH hvor jeg hader at være slowmover! Har en seriøs materiel craving for tiden, og det er denne mesh wrap nederdel fra Ganni. Men inden min hjerne når at få taget sig sammen og besluttet sig for at det vil være pænt rar at have hængende, så er nederdelen udsolgt alle steder. Og jeg mener det: ALLE STEDER!

Har dog fundet en på Trendsales, men sælger er benhård. Just sell me the damn skirt, why don´t you!?

Men hvis der er nogle der har en i str 42 (big ass) som de vil sælge mig, så sig endelig til.

I´m in love with this skirt from Ganni, but it´s sold out everywhere. Why? WHY???

Først og fremmest, tak for alle reaktionerne på mit forrige indlæg både her og på Instagram. Det er dog pænt tragisk på samme tid, for jeg har virkelig hørt fra mange, der har haft lign helt håbløse fødselsforløb. Forløb der har været for lange, for hårde og for psykisk og fysisk opslidende. Det er satme trist. Tænk at vores “kære” velfærdssamfund” tager sig så lidt af borgerne når de er allermest udfordrede og sårbare. Det er sgu skræmmende.

Nå, men det var egentlig et noget mere letbenet emne jeg ville snakke om. Sidste sommer begyndte flere fashionable damer at flashe et indkøbsnet fra den lækre Beau Marche butik i Kbh. Pris 129,- og man kunne få det i et par forskellige farver. Nu vel. I dag kom H&Ms Conscious kollektion på gaden, og denne indeholder sørme også sådan et smart net. Og så kan man få det i hele to sommerfinefarver. Pris 349,-

Nu er jeg jo ikke typen, der nødvendigvis hopper på en hype, uden liiige at tjekke om der er billigere alternativer. Og Ebay to the rescue! Jeg har nu 4 stk af slagsen på vej i posten med et samlet pris inkl 70 kr. Hvis man selv vil søge så hedder de “turtle mesh net”, men I kan også bare bruge det her link.

Happy shopping!

Min fødselsberetning

april 15th, 2017 | Posted by Miss Betty in Personal - (4 Comments)

Puh, den har været længe undervejs. I har fået lidt brudstykker her og der, men nu synes jeg at tiden er inde til at fortælle hvordan Alice kom til verden. For det var sgu ikke en bumpfri tur hun tog. Tværtimod.

Det er også grunden til at det har taget noget tid. Har haft samtaler med jordmoderambulatoriet, min læge, vores sundhedsplejerske og ikke mindst senest fødselslæge inde fra Riget. Jeg har haft en del spørgsmål til min forløb, som først nu er blevet besvaret, og efterfølgende har brikkerne lige skulle falde på plads.

Men lad os begynde på historien om Alice.

Som I ved, fik jeg konstateret svangerskabsforgiftning i uge 32, og det betød masser af checkups hos både læge og på fødselsafdelingen. Det betød også, at jeg ikke måtte gå over tid, og faktisk blev sat i gang da jeg var 37+1.

Så lørdag d. 10. december kl.10 mødte min mand og jeg op på afdeling 4023 med oppakning til både baby og os. Jeg fik taget blodtryk, kørt EKG og tjekket igennem, hvorefter jeg blev udstyret med et skema for de vefremmende piller jeg skulle tage hver anden time. Så var vi i gang. Efter 6 timer gentog seancen sig. Blodtryk, EKG, tjekop…ingen ændring. Nyt sæt piller. Alt imens fik jeg lov at smage på Rigets kulinariske specialiteter og min mand fik besøgt 7/11 en del gange.

Dag 1 – ingen veer, ingen baby.

Søndag gentog lørdagens udfoldelser. Piller hver anden time, blodtryk, EKG, tjek hver 6. time. Da vi når hen af eftermiddagen og er der fortsat ikke er sket noget. Som i absolut intet. Jeg får da besked om at jeg skal have et ballonkateter op. De estimerer det til ca kl 18. Jeg bliver hentet kl. 22.45. For ja, vi kunne i den grad mærke at personalet var presset. Som i top presset. Normalt har man et EKG siddende om maven i ca 20 min, men jeg tror mit i gennemsnit sad på i en lille time. Altså en lille time, hvor du bare ligger så stille som du overhoved kan og glor op i et loft, for den mindste rumsteren kan lave kludder i læsningen af hendes hjerterytme.

Men jeg kommer ind på stuen, rimelig træt og efterhånden også lidt frusteret over den lange ventetid, og at der fortsat ikke var udsigt til ankomsten af en baby. Jeg bliver modtaget af en læge og to jordemødre. Den ene jordemoder spørger mig hvor min moderkage er, som noget af det første. Hvor pokker skulle jeg vide det fra?!?

Nå, jeg får at vide at det er lidt ubehageligt at få sat et ballonkateter op, men at det er hurtigt overstået. For lige at forklare, så er det en lille ballon man sætter op i livermoderen og fylder med 50 ml vand for at livmoderhalsen skal udvidde sig.

Det er den ene jordemoder, der skal sætte det op, og lægen skal dirigere, da det ikke er noget hun har gjort før. Så imens jeg ligger der, pænt sårbar, pænt træt, pænt frustreret, hører jeg følgende sætninger: “jeg kan ikke få den på plads, rammer jeg rigtigt, jeg kan ikke se noget, kan du hjælpe”, og det tilsat at det gør VIRKELIG ondt, bliver oplevelsen for meget for mig, og tårerne begynde at trille. Den anden jordemoder kommer ind, og ser at jeg græder, hvortil hun tager min hånd, og til sidst ender det med at lægen tager over. Jeg får tøj på og bliver hentet af min mand.

De næste par timer er noget blurry for mig, for så kommer smerterne. Til at starte med tror jeg at det er veer, så jeg forsøger mig med masser af vejrtrækningsøvelser, men smerterne kommer for hurtigt, så min mand henter en jordemoder. Hun siger, at det ikke er veer, men blot livmoderen der arbejder med ballonen, så jeg får deres famøse smertecocktail, og så går hun igen. Men smerterne bliver værre og værre og tilsidst er jeg ved at besvime af dem. Mine ben giver sig, det ringer for ørerne og det sortner for øjnene. Min mand henter jordemoderen igen. Imens ligger jeg og er ved ar vride gelænderet på min seng af led pga smerte. Da jordemoderen kommer ind, kan hun godt se at den ikke er helt god, og de beslutter sig for at tage 10 ml. af vandet ud fra ballonen, da min livmoder ikke samarbejder. Da hun har gjort det, falder jeg omkuld.

Næste morgen (altså mandag, 3.dagen) gentager lørdag og søndags scenarium sig. Blodtryk, EKG, tjek. De beslutter sig for at tage vandet da jeg dårlig nok har udviddet mig 1 cm.

Først forsøger en jordemoder (jeg tror dette er nr 10 af slagsen) at gør det selv, men uden held, så hun henter en kollega, og jeg bliver ført ned til et lille rum. Først forsøger jordemoder nr 1, men de bliver enige om at bytte, så jeg ender med en der nærmest ligger ovenpå min mave og trykker, og den anden prøver at få hul på hinden. Det gør så ondt og er så voldsomt at jeg grædende må bede dem stoppe. De stopper, vi tager en pause og så går de i gang med at remse andre muligheder op. Efter et par minutter nævner de noget der hedder en kattepote, som de kan kan kredse hul med, og jeg beslutter at det gør vi. Så må jeg imens sætte min bevidsthed på pause og tage en dyb indåndning. For dælen det gør ondt, de kæmper men det lykkes til sidst. Jeg får besked om at gå ned og få lidt søvn, og så vil jeg blive kørt til fødselsgangen ved 15 tiden.

Det sker dog først ved 18 tiden, og da jeg fortsat ikke har fået veer eller lign. ryger jeg på vefremmendedrop. Men naturligvis ikke uden blodtrykstagning, EKG og diverse tjeks.

Jeg er nu ved at være en smule tyndslidt både fysisk og psykisk. Heldigvis er min mand ved min side hele tiden, og det er jeg satme glad for, for jeg aner ikke hvad skulle have gjort uden ham.

Ved 01 tiden får vi besked om at jeg får en pause, så vi kan få sovet. Der er stadig ikke kommet det der ligner en ve, og beskeden er at vi forsøger igen i morgen. Altså dag 4.

Jeg sover af helvede til. Ligger ikke godt, har drop og nåle i hånden og der er lysende apperater der blinker og bipper. Tilsat overtræthed, mega frustration, frygt, sult og hvad man ellers kan finde på. Jeg syntes kort sagt ikke, at det er særlig fede tider.

Klokken 7 næste morgen, hvor jeg allerede har været vågen i halvanden times tid, kommer der en ny jordemoder ind. Hun hedder Louise. Hun er smilende og glad, og noget af det første hun spørger om, er om ikke vi skal have en fødselsdag i dag. Det kan jeg kun give hende ret i. Hun forklarer mig, at vi skal køre en gang ve-fremmende drop her til formiddag, og sker der ikke noget, så hedder det kejsersnit. Min mand og jeg er så glade, for endelig er der lys for enden af tunnelen. Han får en hurtig bid morgenmad, det må jeg ikke i tilfælde af kejsersnittet og bagefter tager han hjem efter nyt tøj.

Imens spiller jeg Candy Crush på ipaden imens kvinder føder børn på stuerne ved siden af mig. Og nej, jeg har stadig ikke fået en ve.

Der kommer en fødselslæge ind sammen med Louise, og de går i gang med den efterhånden sædvanelige rutine. De konstaterer igen at jeg ikke har udviddet mig, som i slet ikke, og så forklarer de mig at jeg skal gøre mig klar til akut kejsersnit inden ikke alt for længe, så jeg skal nok se at få min mand retur.

På det tidspunkt kunne de have sagt, at jeg skulle ofre min højre arm for at få hende ud, og jeg havde sagt ja, så desperat var jeg. Eneste problem var at jeg ikke anede en pløk om hvad et kejsersnit gik ud på, for ingen har været villige til at tale om det. Ikke til fødselsforberedelsen, ikke hos jordemoderen, ikke til igangsættelsesamtalen, ikke undervejs i vores pænt lange forløb.

Men ca 13.30 bliver vi hentet, og ført ned til operationsrummet. Det er fyldt op til randen med mennesker. Tror vi talte det til 12 stk af diverse læger, sygeplejesker og jordemødre. Jeg bliver hooket op til diverse apperater, min mand får at vide at han ikke må røre noget, og så går showet i gang. Jeg får det lidt dårligt undervejs, men kl. 14.15 den 13. december 2016 kom vores lille Alice ud. Hun sad dog så godt fast, at de måtte have hende ud med sugekop, og det tog lige et par sekunder før hun kom i gang, da hun lige skulle have lidt ilt inden vi fik hende over. Og hun er perfekt. Som nævnt, fik hun mellemnavnet Lucia da hun blev født på Lucia dagen, men ikke nok med det, så går der et Lucia optog forbi operationsstuen imens vi er i gang. Det er jo meant to be.

Jeg bliver syet sammen, og så bliver vi kørt på opvågningsstuen, som så ikke har fået besked om at vi kommer. Så der er lidt forvirring, og nogle irriterede sygeplejesker der skal have styr på nogle sager inden jeg får en lind strøm af saftevand og toastbrød med smør sendt i min retning. Jeg er så sulten.

Jeg aner ikke hvor længe vi er på opvågning, men jeg får begyndt på noget amning osv.

Efter lidt tid bliver vi kørt på barselsgangen og installeret på en dobbeltstue med et andet par.

Jeg får pillet min kateter ud, og skal op og stå rimelig hurtigt. For fanden det gør ondt. Det niver i hele kroppen, men op kommer jeg, og jeg kommer også ud og tisse. Stor ting! Lidt senere ruller jeg en lille tur sammen med en sygeplejeske og Alices kryppe som rollator. Fancy. Jeg får givet hende lidt mere mad. Den slags man sidder og tager tid på og håber varer længe nok til at hun får noget i sig.

Om natten vågner hun, og et eller andet primalt tager over i mig. Jeg rejser mig op, tager mit barn i favnen og vralter ud ud i pulserummet. Først derude går det op for mig hvor ondt det gør i mit ar, plus Alice begynder at græde og det hele bliver lidt overvældende. At sidde på en puslestue efter hele forløbet med vores lille, grædende pige i armene midt om natten, totalt udmattet uden egentlig at vide hvad der sket det sidste døgn. Heldigvis kommer der en sygeplejeske til min undsætning. Hun spørger til det hele, og siger hurtigt om ikke hun skal tage Alice, så jeg kan få et par timers søvn. Jeg er hende grædende taknemmelig, imens jeg vralter tilbage til min seng. Her vågner jeg efter et par timer med et sæt og den første tanke er “Hvor er mit barn!?!?” Hun ligger og sover trygt og godt på sygeplejeskenes stue, og jeg krammer sygeplejesken da jeg ser hende.

Næste morgen får vi nye naboer. Og de får gæster meget tidligt. Og de får mange gæster i løbet af hele dagen. Imens rammes jeg max af hormoner og følelser for vores lille pige. Frygt, kærlighed, beskyttergen…hello løvemor! Og da Alice begynder af kaste fostervand op i løbet af dagen, beslutter en af sygeplejeskerne at hun skal undersøges yderligere af en børnelæge, så min mand ruller af sted med hende sammen. Det hele bliver for meget for mig.

Alt imens har vores nabo en flok veninder på besøg. Det hele bliver bare for meget og jeg begynder at hulke. Ikke bare græde men hulke. Tårerne triller ned af kinderne på mig imens jeg sidder i min seng og hører på piger snakke om ligegyldigheder. Jeg ender med at stå ude på barselsgangen i mit hospitalstøj med tårerne trillende ned af kinderne indtil min mand og datter er tilbage. Natten går med ure indstillet til hver 3. time til amning, ture til puslerummet og regelmæssige tudeture. Og knap så meget søvn.

Dagen efter, torsdag, skal Alice til tjek igen, jeg tager mig en tuder mere men alt er ok. Dagens sygeplejeske siger, at vi er mere eller mindre ok til at blive udskrevet, vi skal bare lige have en snak med fødselslægen.

Da hun kommer, er hun en smule brødebetynget. Hun fortæller, at de burde have været mere opmærksom på mig og min krop og hvordan det ikke responderede. Hun siger, at de er kede af at vi måtte så meget igennem, men at Alice har det godt.

På det tidspunkt er jeg så klar på at komme hjem, til at få noget privatliv og til at få slappet lidt af, så vi siger jo tak til at komme hjem, og ved 18 tiden bliver vi hentet af min morfar, og vores lille familie bevæger os ud i den virkelige verden.

Men der går ikke længe før reality hits, og jeg kan ikke få amningen til at køre da vi kommer hjem. Min mand bliver sendt i Netto efter modermælkserstatning, og jeg facetimer grædende med en veninde for at få tips til amning.

Hun græder non stop, jeg græder non stop og taler med jordemoderambulatoriet om at komme derud. Efter lidt skænderi med en jordemoder, får vi besked om at der er en åben reservation til os, hvis vi får brug for det. Vi forsøger videre med amningen, hun græder videre og jeg græder videre. Klokken 4 om natten er jeg klar til at tage tilbage til Riget. Jeg ringer stortudende derud og snakker med dem. Og de er satme fantastiske, for sygeplejesken jeg får i røret får talt mig til ro, forklarer at Alice bare er sulten, at jeg skal tage mig en dyb indånding og så prøve igen. Endelig så lykkes det, og vi får begge sovet.

Og sådan kom vores lille Alice til verden, og vores liv blev vendt på hovedet, men heldigvis kun til det bedre.

Hun er det bedste nogensinde, og jeg er evigt taknemmelig for hende hver dag. Også selvom hun engang imellem lever op til sit kælenavn, Divaen, og får mig til at græde og bande højt engang imellem.

Som I kan se, så har vi oplevet det danske sygehusvæsen på både godt og ondt. Personalet vi oplevede skal have den største tak for deres utrolige støtte og hjælp, men hold nu op hvor er de også bare pressede. De er hverdagens helte og de bør takkes hver evig eneste dag.

Til slut kan jeg kun opfordrere alle, der har spørgsmål til de oplevelser de har, at få booket et møde med lægerne, få talt det igennem og vær insisterende hvis I møder modstand. Det har hjulpet mig i forståelse af vores oplevelser og ikke mindst til at acceptere at det fødselsforløb jeg havde forestillet mig, ikke blev helt som planlagt.

Hermed det længste men vigtigste indlæg i bloggens historie. Håber at I kan lide det.

En upgrade på det ydre

april 13th, 2017 | Posted by Miss Betty in New in | Shopping - (0 Comments)

Jakke: Monki / Foundation: Sisley / Slipins: Billi Bi / Solbriller: Ganni

Sorry, mega radiostilhed men der er knald på med den unge dame, der i dag fylder 4 måneder. For pokker det gik stærkt. Lige nu ligger hun ved siden af mig. Klokken er ca 22.39 og jeg har forsøgt at få hende til at sove siden kl 20. Det er også lykkedes flere gange faktisk. Problemet er bare at det er når hun ligger på mig, og så snart jeg ligger hende over i sin egen seng, vågner hun. Lige nu prøver jeg  bare at køre hende lidt træt. Så længe hun ikke græder altså… Men det er nok mere et spørgsmål om tid.

Nå men mht tøj, så er det stadig rimelig begrænset hvad jeg køber, men jeg har da fundet lidt.

Jeg manglede en overgangsjakke, og sådan en fandt jeg i Monki. Den er skide behagelig, så anbefaling herfra.

For et par fredage siden hvor jeg var på udgangstilladelse fra min mini boss, var jeg i Matas. Og her forbarmede en af de ansatte sig over mig, gav mig en fuld make over med Sisley produkter. Holdop hvor var det rart at se sig selv dullet lidt op. At håret var fedtet og tøjet alt andet end spændende var ligegyldigt når huden spillede. Og det gjorde den. Så meget at jeg købte den dyreste foundation nogensinde, men det er sgu det hele værd. For man kan altså se forskel. Hun havde også et eller andet vidunder produkt, hun smurte på min hud inden, som nærmest lavede et ansigtsløft, men med et prisskilt på 1300, så venter jeg lige lidt…

Nye, hvide sneaks er et forårs must.

Og det samme er solbriller. Og når nu Ganni har lavet nogle der er mega pæne, og endda har en model der hedder Alice, som desuden klædte mig, så kan man jo ikke lade være.

Nå, jeg mp tilbage til projekt søvn. Sov godt!

These are my latest purchases. Gotta get back to my mini boss.